I 2013 stod Aston Kutcher nomineret til en Razzie Award for årets værste skuespiller for sin rolle som Steve Jobs. I 2015 stod Michael Fassbender med en Oscar nominering for årets bedste skuespiller, også for sin rolle som Steve Jobs. Kontrasten siger det hele: Hastværk er lastværk. Med to års ekstra tålmodighed, efter Jobs tidlige kræftdød, var det instruktør Danny Boyle og manuskriptforfatter Aaron Sorkin der producerede den filmiske biografi som er Apples kvalitetssans værdigt. Det er for letkøbt at fortælle en lineær historie om den idealistiske entreprenør, som skabte noget, blev fyret og vendte tilbage som fyr og flamme, mens han overtog verdensherredømmet på mobilmarkedet. Denne film om Steve Jobs vælger en anden tilgang.

Tre årstal, tre præsentationer og tre backstage kammerspil tegner silhuetten af Steve Jobs, som en visionær iværksætter men også uperfekt og kompleks personlighed. Først i 1984 ved præsentationen af Macintosh, Jobs store satsning i lukkedes systemer. Skridtet væk fra komplekse systemer for fagligt dannede, mod computere for almene mennesker. Efterfølgende i 1988, hvor Steve Jobs var blevet fyret fra Apple og etablerede NeXT computeren for uddannelsesinstitutioner. Sidst i 1999, hvor Jobs vendte tilbage til Apple og lancerede det første kapitel i hans senere succes: iMac. Tre milepæle i Jobs’ historie, men filmen er reelt mest fokuseret på det menneskelig spil. Ikke på designede IT-dimser.


SteveJobs_Xp

Bag scenerne udspiller sig et kammerspil mellem Jobs og hans uendeligt loyale assistent, (Kate Winslet), Apples CEO John Sculley (Jeff Daniels), hans tidligere partner Steve Wozniak (Seth Rogen) og den datter, Lisa, som han i hele sit liv prøvede at frakende sig faderskabet fra. Men reelt ikke kunne. Det er meget dialog-båret og karakterdrevet plot, som Aaron Sorkin (West Wing) netop så eminent brillerer i. Dynamiske replikker skyder gennem luften i flot indstuderede scener hvor skuespillets sande kunstart får frit slag, flot komponeret af en knivskarp instruktør. Men, filmen genspejler ikke den storhed, vi normalt forbinder med Apple, ved istedet at bruge sin energi på et meget smalt sæt af følelser.

Apple-nørder, som mest er interesseret i hardware-historier og branchekendskab, skal muligvis søge andre veje, for “Steve Jobs” er et humant drama om mennesker i historiske ankerpunkter af informationsalderen, og et backstage-indblik i Apple-krøniken, som vi almindeligvis kun kender på overfladens æstetik. Filmen formår at respektere og løfte Steve Jobs til et særegent stadie, uden at blive en fordummende hyldest af manden som skabte iPhone, for i æblets sidste stadie af modenhed, er det reelt forholdet mellem Jobs og Lisa som tager rampelyset og fylder kulissen med en stilfærdig varme.