"Stille Kaos", er en fin lille film om at bearbejde sorg. Om at være fattet selv om ens indre er sønderknust. Jeg fandt den rørende uden at den dog kom rigtigt ind under huden på mig. Til gengæld kunne jeg glæde mig over, hvor elegant instruktøren Antonello Grimaldi iscenesætter sin film.
                      
Filmen handler om Pietro, hvis kone dør i filmens begyndelse. Alene med en lille datter, følelsesløs af sorg, beslutter han sig for at vente uden for datterens skole hver dag indtil hun for fri. Læg mærke til hvordan Grimaldi skaber en lille verden omkring den park, hvor det meste af filmen foregår. Han skaber en geografi, som man kan forstå.
Han iscenesætter handlingen ikke bare i forgrunden, men også i baggrunden og bruger lyden til at guide seerens fokus frem og tilbage imellem billedplanerne. Det er klassiske teknikker, der alt for ofte negligeres i forhold til en tv-agtig æstetik af talende hoveder og hurtige klip. Tag f.eks. en lille scene hvor hovedpersonen taler med sit datters skolelærer. Læren introduceres i baggrunden mens hovedpersonen i forgrunden er opmærksom på noget andet. Man ser hende gå ud af døren, åbne en låge, gå over gaden. Hun er ude af fokus, men lyden og beskæringen af billedet fanger éns opmærksomhed. Man bliver nysgerrig på hvem der kommer. Der opbygges en forventning. Selv en lille og ikke særlig vigtig scene som denne er blevet nænsomt konstrueret. Læg også mærke hvordan Grimaldi iscenesætter en begravelse i filmens begyndelse. Et langt tracking shot følger hovedpersonens hånd og den endeløse række af kondolerende hænder han trykker. Enkelt og mere sigende om hovedpersonens følelse af tomhed end grædende ansigter.
                      
Nanni Moretti spiller Pietro og man kan se smerten bag hans rolige øjne. Det er en afmålt, indfølt præstation i en meget svær rolle. At spille knust uden at gøre noget, det er svært. Der er intet forsøg på at vise sig frem, intet skuespil med stort S. Det er faktisk på sin egen måde en frygtløs præstation, fordi han ikke lader sig friste til at skrue op for blusset. Denne slags præstationer bliver tit overset og det er ærgerligt. Men et stærk præstation er også vigtig, fordi filmen tager konsekvensen af sin hovedpersons lukkethed. Der er ingen tårevædede flashbacks til lykkelige stunder med konen, vi ser aldrig hendes ansigt. Al sorgen er inde i hovedpersonen og der bliver den næsten hele vejen. Vi ser kun enkelte sprækker i hans følelsesmæssige panser: han bryder sammen under et forældremøde og han for en slags forløsning gennem udløsning i en overraskende lidenskabelig sexscene.
                      
Der er rigtigt meget at holde af ved denne film, men desværre lider filmen under et forsøg på at være lidt for feel-good. Hist og her bliver klichéerne for mange og man savner lidt mere kant, lidt mere følelse fra hovedpersonen. Hovedpersonens sorg, trods Morettis fine præstation bliver en anelse abstrakt, man savner flere sprækker ind ind til ham, man savner rigtigt at blive berørt.
Filminformation:
Original titel: Caos Calmo
Instruktør: Antonello Grimaldi
Medvirkende: Nanni Moretti, Valeria Golindo, Isabella Ferrari m.fl.
Produktionsår: 2008
Længde: 112 min.
Premiere: 12. december 2008
Distributør: øst for Paradis