X-rated. Samme aldersbegrænsning som en pornofilm. Dette var dommen da Sam Peckinpah leverede ”Straw Dogs” i 1971 (På dansk ”Køterne”). Nuvel. Instruktøren var trods alt også berygtet for voldsoverdrivelser og en eksplicit mentalitet (set med datidens øjne). Det var især en voldtægtsscene som skabte postyret – ikke kun på grund af akten, men også fordi scenen provokerede seeren med et strejf af kontroversielt tabu: I et kort øjeblik – nyder hun det?

”Straw Dogs” var baseret på en sociologisk hypotese og en filmgenre, som var ret populær i datidens marked: Bymennesket kontra den utæmmede natur og ’rape-revenge’ historien. Peckinpah hævdede med sin film, at hvis socialt velfungerende mennesker sættes i bur med udkantlandets primitive kultur, bliver de selv til rovdyr. Det kræver blot et brudpunkt og tilstrækkeligt med tryk, før normale mennesker forsvarer sig med mord. Byttet bliver jægeren. I denne nyudgave bliver både det sociologiske budskab og det seksuelt kontroversielle mindsket. Det gør ”Straw Dogs” anno 2011 mindre filosofisk – men til gengæld et overraskende solidt hammerslag i psykologisk horror.

Historien er en mindre gradbøjning af originalen. Forfatteren er blevet til en manuskriptforfatter, noget mere Hollywood-hip end Dustin Hoffman var i 1971. Hans lækre og BH-løse kone har en familiær historik i det primitive landsamfund og et gammelt forhold til byens fodboldhelt. Filmen mest populære rekvisit bruges effektivt som en frygtsom indikator for det fremtidige blodige klimaks: Den store bjørnefælde. Unødigt action spares væk og handlingen følger rimeligt nøgternt originalen, dog med en svaghed: En uvedkommende parallel ”Mus & Mænd” historie flettes samme med den primære handling, som et lidt amputeret forsøg på at bringe noget nyt til historien. Det var slet ikke nødvendigt.

Jeg har set mange genoplivninger af klassiske kultfilm, og det er sjældent noget kønt syn. ”Texas Chainsaw Massacre”, ”Friday the 13th”, ”The Hitcher” og ”I Spit on Your Grave” prøvede alle at bringe en gammel velfungerende formel til et nutidigt utålmodigt marked, båret af en kommerciel overbevising om, at filmisk sadisme sælger godt med billetter. De samme mavesure forventninger til ”Straw Dogs” blev heldigvis manet i jorden. Selvom det sociologiske budskab nærmest er fraværende, og den ikke provokerer med et seksuelt tabu, er det en rustik omgang horror der river i mavesækken.

”Straw Dogs” fik ikke chancen i biografen, men er sendt til DVD og Blu-ray markedet, i en indpakning der formidler filmen som et banalt trekantsdrama. Tro mig – den er langt bedre end coveret antyder. Jeg giver filmen en kraftig anbefaling – også for dem som har set originalen – og sender samtidig distributørerne et skuffet blik. Gode film bør sælges bedre.

Billede & Lyd:
Format: 2.40:1
Lyd: 5.1 DTS-HD MA
Sprog: Engelsk, italiensk, spansk
Tekster: Dansk, svensk, norsk, finsk, engelsk, hindi, italiensk, spansk

Ekstramateriale:
Fire featurettes som filmens baggrund, tilblivelse og produktion.
Kommentarspor af instruktøren, Rod Lurie