Originalitet inden for kunst er ofte efterspurgt, men også temmelig overvurderet. Det meste er allerede sagt, skrevet og vist af andre, og det bedste man kan håbe på er begavet inspiration. Alligevel må man dog undre sig over, at science fiction-genren, der burde have det relativt set største potentiale for kreativ fabuleren, så ofte lader sig nøjes med at trække veksler på gamle succeser.
Og således når vi frem til Sunshine, Danny Boyles nye science fiction-værk, der heldigvis ikke er det sammenstød mellem Armageddon og The Core, det kunne ligne på papiret. Der bliver selvfølgelig stadig lånt med arme og ben fra andre film i genren, og fred være med det. Men hvis man partout vil lade sig inspirere, bør man dog foretrække Stanley Kubrick frem for Paul W.S. Anderson.

Især i filmens første del er der talrige nik til 2001. Som i 1968-klassikeren indeholder Sunshine adskillige øjeblikke, der giver et sug i maven ? fornemmelsen af, at det enkelte menneske blot er en uendelige lille prik i det store univers, eller som her en lille uanseelig plet foran en gigantisk sol. Effektarbejdet er generelt gennemført og giver anledning til flere spektakulære actionsekvenser, som da to af astronauterne går på rumvandring for at reparere deres fartøj og er ved at blive ristet levende af solstrålerne. Danny Boyle har tidligere vist, at han kan sit kameraarbejde, og filmens budget er tydeligvis havnet oppe på lærredet.

I den ledende rolle er den usædvanligt blåøjede Cillian Murphy (Batman Begins, Vinden der ryster kornet) et fint valg som skibets fysiker. De øvrige skuespillere er mere eller mindre ukendte, og gør ikke noget nævneværdigt indtryk, men de får heller ikke megen hjælp fra manuskriptet, der er mere interesseret i de større perspektiver. Der kommer da også uvægerligt interessante dilemmaer ud af at skulle tage beslutninger, der uden større armbevægelser kan afslutte alt kendt liv, og filmen tackler dem på intelligent facon. I forhold til sit potentiale falder Sunshine dog for ofte tilbage på de gamle rum-travere, hvor dims A er gået i stykker på lokation B, der er længst muligt væk fra vores personer C og D, der meget upraktisk er de eneste der kan reparere dims A, og C er i øvrigt lige død.

Men men men? så tager fanden ved den gode Boyle, der to tredjedele inde i filmen neddrosler inputtet fra 2001, for nu vil han lege Event Horizon. På nær de afsluttende scener, der bringer lidt af Kubricks visionære stil tilbage, er den sidste gode halve time et forfærdeligt miskmask af effektjageri, forvirret kameraarbejde og rodet klipning. Det lokkes ellers med inciterende Alien-stemning, da vore folk holder rendezvous med Icarus, og de indledende scener på det måske ikke helt så forladte rumskib lover godt, men herefter kører filmen ud af en pseudoreligiøs tangent og helt i grøften. Det har utvivlsomt været Boyles intention at visualisere et enkelt lille menneskes sammenbrud ved at opnå næsten guddommelige kræfter og være herre over livet og døden ? men rent filmisk fungerer det slet ikke.

Den videnskabelige troværdighed spiller hyppigt andenviolin i science fiction-film, men selv om jeg var indstillet på at sluge en del kameler hang denne del af Sunshine overraskende godt sammen. Kan man acceptere filmens grundlæggende præmis ? at det på nogen som helst måde er menneskeligt muligt at flyve ind til solen ? er man kommet et langt stykke af vejen. Mere generende er det, at nogle af de mere basale plotelementer halter gevaldigt: Der kommer aldrig nogen fornuftig forklaring på, hvorfor de stakkels mennesker overhovedet skal flyve helt ind til solen ? fjernstyring findes vel også i fremtiden? Eller hvorfor de bedste til at sikre livets overlevelse på jorden er en lille, eksklusivt udvalgt skare, der ikke kan samarbejde i stressede situationer?

Jeg ville meget gerne synes om Sunshine. Det er alt for sjældent, at vi ser visionære og intelligente science fiction-film. Desværre mister filmen troen på sig selv undervejs og forråder sit oplæg. Vi ender derfor med en jævnt underholdende, men også dybt frustrerende sag. 50 år ude i fremtiden er solen ved at gå ud, og livets videre eksistens her på Jorden ser derfor ud til at gå dårlige tider i møde. Derfor sendes en mission ved navn Icarus II af sted mod Solen med en uhyrligt stor bombe, der skal bruges til at få genoplivet stjernen, inden vi alle fryser til is. Da Icarus II nærmer sig Solen, og forbindelsen til Jorden bliver afbrudt, får de pludselig kontakt til deres forgænger, Icarus, der syv år tidligere var sendt af sted på samme mission men forsvandt sporløst.
Efterhånden som Icarus II?s udstyr begynder at bryde sammen og deres iltforsyning tynder ud, står det mere og mere klart, at man er nødt til at finde det forsvundne rumskib. Men der kan ske meget på syv år på et skib, der er fanget i det uvirkelige grænseland ved solens brændende overflade.