En typisk science fiction film tager som regel udgangspunkt i en nuværende aktuel teknologi, og beskriver derefter den mest radikale konsekvens. – Ofte i et mørkt og dystopisk perspektiv som skræk og advarsel for tilskueren. “Rumrejsen 2001” beskrev konsekvensen af rumforskning, “Blade Runner” om genteknologi, “The 6th Day” om kloning. I den aktuelle “Surrogates” er det robotteknologien der skal på skammebænken, men dog kombineret med nutidens internet kultur hvor digitale profiler og avatarer i stigende grad fungerer som vores repræsentanter.

“Surrogates” er dog ikke helt en science fiction film, men en “alternativ nutid” film, hvor fortidens robotteknologi har udviklet sig rasende fart, er blevet kommercialiseret og alle dødelige mennesker har fået deres egen surrogat – en robot der gør arbejdet, alt imens menneskerne trasker rundt derhjemme i 24-timers morgenkåbe.

Alt imens de fleste menneske accepterer systemet – og bliver afhængige af den overlegende skønhed et surrogat giver – så er der i bedste græsrodsstil en fraktion af mennesker som afviser surrogatet, dets kunstige væsen og hele den moderne livsstil. Plottet kunne give anledning til en spændende film med en masse tyngde og substansfulde temaer om vores moderne identiteter – men det er det ikke. “Surrogates” henfalder mest til opskriften på en skematisk teknothriller.

Bruce Willis spiller agenten Tom Greer som udforsker et mord, hvor både surrogater og deres menneske-operatører døde samtidig. – Noget som i forhold til teknologiens sikkerhedsforanstaltning ikke burde være muligt. Men hjemme hos den kære helt er livet på et skråplan – Greer er træt af surrogater i sit ægteskab, men hans kone ånder og lever for sin smukke robot. De to konflikter mødes naturligvis da Greer kommer på sporet af et komplot der truer hele surrogat-teknologien og menneskeracen. Desværre benytter filmen sit sci-fi oplæg og spekulationer om digitale identiteter til kun at være flygtig underholdning.

Det meste af action-elementerne er set før, og bedre. De tempofyldte jagtscener og evindelige, klassiske “last-minute-rescues” har svært at fremprovokere den store wow-faktor, for konstruktionen er ikke sønderlig opfindsom. En film som denne har virkelig brug for én fantastisk scene der kan tæmme tilskuerens skepsis for alt det øvrige indhold, men denne scene kommer aldrig. Historien knytter sig mest til en “who-did-it” katalysator – som ikke er svær at regne ud, og hvis man er typen som elsker at tælle plot-huller er der rigeligt med materiale.

Bruce Willis er filmens primære trækplaster, for uden ham som bærende væg ville “Surrogates” have overordenligt svært ved at holde skansen. Men filmens utålmodige væsen og hang til skematiske plots gør at den ikke formår at skille sig ud i markedet. Oplægget lyder måske sjovt på tegnebrættet, og der findes underlæggende intentioner om at kommentere menneskets identitet i moderne IT-samfund. Den kærtegner ideologien fra “Blade Runner” med sit symbolske brug af øjne, men resultatet er blevet ren mainstream med fokus på underholdningsfaktoren. En tematisk lignende film som “I, Robot” er på alle punkter bedre, så “Surrogates” placerer sig svagt i kapløbet om publikums begejstring.

Lyd & Billede:
Billede: 1080 HD, 2.40:1
Lyd: DTS.HD 5.1: Engelsk
DTS 5.1: Fransk, spansk
Tekster: Dansk, norsk, svensk, finsk, engelsk, fransk, spansk, islandsk, hollandsk

Ekstramateriale:
To features om filmens tilblivelse og idegrundlag som er overraskende velproduceret. – Bedre end forventet.
– Slettede Scener
– A more perfect you – The science of surrogates
– Breaking the Frame: A Graphic Novel Comes to life
– “I Will not bow” Musikvideo med Breaking Benjamin
– Kommentarspor med instruktøren.

Konklusion:
Jævn og skematisk teknothriller som ikke kan, eller tør, skille sig ud fra mængden. “Surrogates” er en engangsoplevelse som man formentlig ikke vender tilbage til. Blu-ray udgivelsen har god teknisk kvalitet og par velproducerede features om filmens tilblivelse. Ud over det, er der ikke meget at komme efter.

Filminformation:
Originaltitel: Surrogates
Instruktør: Jonathan Mostow
Medvirkende: Bruce Willis, Radha Mitchell, James Cromwell
Længde: 89 min
Premiere (Blu-ray): 9/2-2010
Distributør: Buena Vista