Hvis der findes et sikkert kort i Hollywood, så er det instruktør Brett Ratner. Han har ganske vist aldrig lavet en virkelig god film, men med titler som ”Rush Hour”, “X-Men: The Last Stand” og ”After the Sunset” har han fundet et bredt publikum, og det er noget, som pengemændene i Hollywood sætter pris på. Med ”Svindel På Højt Plan” fortsætter Ratner rækken af action-komedier, om end baggrunden for filmen her er noget mere alvorlig.

Historien i ”Svindel På Højt Plan” er således kraftigt inspireret af Bernie Madoff, der via et svindelnummer franarrede sine investorer store millionbeløb. I filmen hedder den meget lidt tiltalende bedrager Arthur Shaw (Alan Alda), og da hans svindelnummer kommer frem, står det klart for de ansatte i den bygning, hvor Shaw bor, at deres pensionsopsparinger formodentligt er tabt, som det også skete for mange amerikanere, da den finansielle krise ramte i 2008.

Men i stedet for at acceptere tabet, så begynder en lille gruppe ansatte anført af Ben Stiller og Eddie Murphy at planlægge et kup, så de kan få deres penge tilbage fra Shaw. Der har i den amerikanske offentlighed været et udbredt ønske om at få ram på lederne i den finansielle sektor, der kastede landet ud i krise, uden det gik ud over deres egne million bonusser, og det er på den baggrund, at man skal forstå historien i ”Svindel På Højt Plan”.

Trods den alvorlige baggrund for handlingen så er ”Svindel På Højt Plan” først og fremmest en komedie, der desværre kæmper med nogle gigantiske plothuller, der flere gange truer at kulsejle historien. Heldigvis for Ratner har han en veloplagt Eddie Murphy, der ellers de sidste 10 år karrieremæssigt har været på lidt af en ørkenvandring, men tydeligvis har det sjovt med rollen som småsvindleren Slide, og Murphy har noget af den samme kant og uforudsigelighed, som prægede starten af hans karriere. Téa Leoni og Gabourey Sidibe (hovedrolleindehaveren i ”Precious”) får også sat deres positive aftryk på filmen, der aldrig bliver en ny ”Ocean’s Eleven”, men dog stadig er en underholdende light-udgave deraf.

Lyd & Billede
Både lyd- og billedside er teknisk fejlfrie med klare billeder og et dynamisk soundtrack.
Lydformat: HD Master 5.1: Engelsk
Billedformat: 2.35:1 Anamorphic Widescreen

Ekstramateriale
Filmens slutning lider under en akut mangel på logik, og de to alternative slutninger kan desværre ikke ændre på det. Derudover er der en række underholdende slettede og alternative scener, de obligatoriske sjove scener, hvor Eddie Murphy får lov at motionere gummiansigtet, en rygklappende ’behind the scenes’ og endeligt et lidt kedeligt kommentarspor med bl.a. Brett Ratner.

Konklusion
”Svindel På Højt Plan” stjæler et par grin, men noget perfekt kup er den ikke.