For en inkarneret Burtonianer er Sweeney Todd blandt én af mine helt få skuffelser fra instruktøren (kun til deling med Planet of the Apes) – selvom jeg nok må erkende, at den primære årsag skal findes i min aversion overfor musicalformatet, med dets karikerede skuespil, teatralske fortælleplan og distancerede formidlingsniveau.

Kan man til gengæld se udover den slags (ligesom flertallet af kritikerne kunne med den ellers hovedløst teatralske og indholdsfattige revival af Hairspray), eller elsker man bare musicals, er der masser at hente i Sweeney Todd. Men filmens kontrast mellem fremragende æstetik og vag formidlingsintention, giver til gengæld også anledning til en tilsvarende dobbeltsidet anmeldelse.


Indenfor sin ramme, dvs. (morbide) musicals, er Sweeney Todd nemlig noget nær fremragende. Fortolkningen af de lyriske elementer (baggrundsmusikken såvel som sangene i handlingsplanet) overfor det mørke, dystre miljø som manifesteres i Londons råddenskab og Sweeneys (Depp) foragtfulde sind, er fortrinligt udført og forfriskende morbidt.

To af Burtons snart faste ingredienser, Johnny Depp og Helena Bonham Carter, leverer da også (ud fra de musikalske omstændigheder) ganske udmærkede skuespilspræstationer. Sidstnævnte udmærker sig især under sangene, men må tilstå at jeg har svært ved at finde årsagen til Depps seneste prisoverrækkelser for skuespillet, da han i mine øjne har leveret en del bedre præstationer i tidligere film, som han intet fik for (inklusiv dem af Burton). Hans musikalske evner er væsentligt ringere end hovedparten af de resterende skuespillere (måske lige med undtagelse af Allan Rickman, som dog kompenserer med eminent skuespil), og det påvirker i høj grad indlevelsesevnen under de karikerede musicalsekvenser.


Ligesom i andre kontemporære musicals (Hairspray kan fortsat fungere fint som reference), bortfalder store dele af fortællingen og fremdriften i de mange musicalscener. Selvom enkelte sekvenser benyttes til at forklare elementer i handlingsplanet – som da hans baggrund forklares, eller når Sasha Baron Cohen folder sig ud som Signor Adolfo Perelli, barber extrordinair – forholder de sig primært til karakterens emotionelle tilstand i øjeblikket (sang som repræsentant for følelser). Tre, fire eller fem minutter med Depp som synger til og om hans venskab med sine barberblade er lang tid, hvis man ligesom undertegnede venter på at fortællingen skal fortsætte, fordi scenen virker teatralsk distanceret og samtidig akavet idet Depp (som beskrevet) ikke er en særlig god sanger.

Og man venter. Og venter. Og venter (klip til sang om længslen ved at vente). For historiens primære handlingstråd kører i cirkler med de samme virkemidler og omkring de samme forløb gennem hele filmen, fordi der skal synges (cirka) hvert 2. minut. Det er samtidig her, at fortællingens forholdsvis spinkle plot afsløres; historiens udvikling er meget snæver og kun afslutningsvis kommer der enkelte fortællemæssige overraskelser – som man dog lang tid forinden havde regnet ud, hvis man ligesom mig måtte trille fingre gennem de mange sangsekvenser.


I mange af Burtons tidligere film har han på fortrinlig vis benyttet musicalelementer, så det kommer som sådan ikke som nogen overraskelse, at han tager en svømmetur frem for blot at dyppe fødderne. Men når surrealismen understreges med syngende Oompa-Loompas i Charlie and the Chocolate Factory, eller tiden står stille og derefter skal indhente den naive, kærlighedsramte Ed Bloom (Ewan McGregor) i Big Fish er de musikalske elementer med til at understøtte og understrege det miljø og den følelse som filmene forsøger at formidle. I Sweeney Todd, fordi det er en fuldbyrdet musical, bliver sangene ofte både overflødige og langtrukne.

Når det så er sagt, finder jeg det imidlertid afgørende endnu engang at understrege, at hvis man er glad for musicals og samtidig kan lide Burton – og går ind til filmen med disse forudsætninger – er den ganske imponerende. Men vurderer man til gengæld filmen uden at tage forbehold for at den – blot fordi det er en musical – godt må være distanceret, akavet og køre i følelsesladede cirkler, så er den som film (ikke musical) til tider nærmest irriterende.

Derfor kunne jeg som sådan også sagtens have givet Sweeney Todd fem klaptræer, som så mange andre nok forfalder til at gøre, men jeg ønsker simpelthen ikke at give et fejlagtig billede af min egen oplevelse af filmen, blot for at beskrive den indenfor sin genre, da jeg i såfald ville definere musicalgenren som substansløs (og det er den jo ikke). Johnny Depp spiller Sweeney Todd, en mand der efter at være blevet uretfærdigt fængslet sværger hævn. Ikke kun for den grumme straf, men også for de forfærdelige konsekvenser det fik for hans hustru og datter. Da han vender tilbage for at genåbne sin barber-butik, bliver han Den Djævelske Barber fra Fleet Street, der barberede hovederne af gentlemen, som derefter aldrig dukkede op igen.