Oh Cameron Where art thou. Men uendelig sans for kvalitet, stædighed og store ambitioner er du ophavsmanden bag en af filmhistoriens bedste actionfilm – flere af dem endda. Men, Terminator 2 … for fanden! Det er præstationen efter en perfektionist der excellerer på alle niveauer: Det filosofiske, det menneskelige, det tekniske og hver en detalje såvel som helheden. Jovist, der står Schwarzenegger øverst på plakaten, men helt reelt er det James Cameron’s Terminator. Du forlod os om natten på motorvejen, mens Sarah Connors afsluttende monolog fyldte os med et optimistisk syn på fremtiden. Imens sigtede du endnu højere. Titanic. Avatar. Du pressede grænserne for filmproduktioner, ønskede altid mere, men kære Cameron – Nogen har i mellemtiden taget din Terminator og gjort det til en farce.

Mackenzie Davis stars in Skydance Productions and Paramount Pictures’ “TERMINATOR: DARK FATE.”

Man undrer sig; hvorfor er det så svært? Hele tre gange har nogen grebet forsøget med nye tiltag hen mod en Terminator-franchise. Terminator 3 Rise of the Machines havde ganske vist ambitionerne og en sylespids kvindelige Terminator, men for meget klovneri og stjerneformede solbriller spolerede helheden. Terminator Salvation var tydeligvis præget af frustrationer bag settet og en opbrugt Christian Bale der rasede ud på en lydmand. Terminator Genisys sigtede mod den asiatiske popcorn-marked. En detour blev til en detour blev til en detour indtil publikums tålmodighed var opbrugt. Terminator Dark Fate virkede derimod som et pust af nyt håb. Cameron som producent, Linda Hamilton er tilbage og Tim Miller (Deadpool) som instruktør. Der var atter lys forude.

Jeg kan afgive et resume, men det er egentlig ikke nødvendigt, for Dark Fate er sådan set en gentagelse af Terminator 2 – bare med en anden duft. Det stilrene, blå bymiljø fra Terminator 2 er skiftet ud med golde, støvede farveskalaer fra Mexicos grænse. Atter er der sendt to enheder tilbage i tiden. Den flydende T-1000 er byttet ud med en endnu mere avanceret Rev-9. T-100 er byttet ud med en genetisk opgraderet kvinde. Og så er scenen sat til en chasemovie der gør en ekstraordinær dyd ud af, at referere til alle de ikoniske scener fra Terminator 2 – bare med et lille twist. Rent teknisk er Dark Fate alt hvad man kan ønske sig af en 2020 actionfilm, men under den brølende motorlarm og teknisk excellence er Dark Fate desværre bare en omgang højoktan tag-fat uden den menneskelige dimension som gjorde Terminator 2 udødelig.

Gabriel Luna as the Rev 9; Ectoskeleton, left, and Endoskeleton, right, star in Skydance Productions and Paramount Pictures’ “TERMINATOR: DARK FATE.”

Det ærgerlige ved Dark Fate er ikke den fantasiløse reproduktion af handlingen fra Terminator 2. Heller ikke at se T-1000 Schwarzenegger som en gnaven tæppehandler der fandt et nyt liv i harmoni med mennesket. Det mest ærgerlige ved Terminator Dark Fate er, at den ikke vinder nogen berettigelse. Filmen gør ingen forskel for sine fans. Handling gør ingen forskel for franchisen. Om Dark Fate havde eksisteret eller ej, gør ingen forskel for dit liv eller året der gik. Trods en masse teknisk kapacitet, actionscener med råstyrke og en engagerende Mackenzie Davis, som den stærke/sårbare heltinde, så er Terminator Dark Fate årets film som gør ingen forskel.

Ekstramateriale:

Med det ikoniske oplæg som Dark Fate arbejder med, kunne man ønske sig noget mere end det skematiske ekstramateriale som blu-ray udgivelsen rummer. Der er slettede og udvidede scener samt en række making-of i den sædvanlige promoverende ånd.