Da jeg første gang hørte nyheden, at ”Terminator”-sagaen skulle transformeres til en TV-serie skal jeg gerne indrømme, at jeg var en smule skeptisk. Men omvendt var jeg heller ikke synderligt begejstret for ”Terminator 3: Rise of the Machines”, og syntes egentligt, at det kunne være interessant at få bundet handlingsforløbet mellem filmene sammen.
”Terminator: The Sarah Connor Chronicles” tager sin begyndelse to år efter afslutningen af ”Terminator: Judgment Day”, hvor John Connor (Thomas Dekker) og Sarah Connor (Lena Headey fra “300”) har slået sig ned i et villakvarter, og lever et nogenlunde normalt liv. Deres fredelige tilværelse får imidlertid en brat ende, da en ny terminator ved navn Cromartie (Garret Dillahunt) angriber John, der kun med nød og næppe bliver reddet af en anden Terminator, Cameron (Summer Glau), som John Connor har sendt tilbage fra fremtiden for at beskytte sig selv. Ja, tidsrejser har altid haft deres helt egen logik! Støttet af Cameron beslutter Sarah og John sig for at tage kampen op med deres gamle ærkefjende, Skynet, hvilket betyder de må rejse frem i tiden fra 1999 til 2007, hvor hovedparten af serien udspiller.

Det er tydeligt, at budgettet til serien ikke har været på højde med filmenes, men når det er sagt, så er seriens special effects faktisk ganske imponerende. En af de største forskelle fra filmene er i stedet valget af Summer Glau som ”den gode” terminator. Nogle kender hende måske som River Tam i "Firefly", og det virker unægtelig som et kommercielt valg til ære for teenagedrengene at caste hende i rollen som terminator. Glau er af fysik bestemt ikke nogen Arnold Schwarzenegger, men hun har evnen til at agere med et fuldstændigt udtryksløst ansigt, der faktisk passer fint til rollen. Men slette indtrykket af, at der er gået teenage-serie i ”Terminator”-sagaen kan hun nu ikke.
Det hjælper heller ikke på sagen, at en af de centrale roller spilles af Brian Austin Green fra “Beverly Hills 90210”. Men stik mod hvad man kunne frygte, gør han det faktisk aldeles udmærket(!). Lena Headey bringer en større dybde og følsom til rollen som Sarah Connor, men uden hun grundlæggende ændrer figuren. Der er en glimrende kemi mellem hovedrolleindehaverne, og skuespillerne har en væsentligt del af æren for, at serien fungere så fint, som den gør.

Fanatiske Terminator-fans vil måske finde ”The Sarah Connor Chronicles” for poppet, men på alle niveauer er serien udført med stor respekt for filmene. Actionscenerne er velgjorte, og serien bliver faktisk kun bedre, som historien udvikler sig. Der er afgjort et liv for Terminator efter Arnold Schwarzenegger.
Lyd & Billede
Som man kunne forvente af en helt ny serie, er både lyd og billedkvaliteten pletfri. Selve lydsporet er så ekstremt bass-tungt (hvis man ellers kan sige det på dansk?), at det i nogen scener næsten virker for voldsomt, men man får i hvert fald i den grad ”smæk for skillingen”.
Lydformat: Dolby Digital 5.1: Engelsk
Billedformat: 1.78:1 Anamorphic Widescreen

Ekstramateriale
Serien er spredt over tre DVD’er, og der er blevet plads til en del ekstramateriale:
• Creating The Sarah Connor Chronicles: Hovedatraktionen må siges at være denne tre delte dokumentar, der minutiøst gennemgår produktionen af serien.
• Kommentarer af producer Josh Friedman og diverse cast medlemmer til tre af afsnittene.
• Terminated Scenes: En samling ganske interessante slettede scener – og nogle stykker, der aldrig nogensinde burde være spildt tid på at optage!
• Mulighed for at se afsnit syv i en otte minutter forlænget version, hvor man får mere at vide om Sarah Connors barndom. Den forlængede version er aldrig blevet helt gjort helt færdig, så der mangler bl.a. musik til de ekstra scener.
• Summer Glau Dance Rehearsal: Fuldstændigt ligegyldigt!

• Cast Audition Tapes: En af de afgjort mere interessante features, hvor man kan se hvor meget de forskellige figurer i serien har udviklet sig siden starten.
• Storyboard Animatic: Et ganske nydeligt storyboard af en af scenerne fra pilot-afsnittet.
• Gag Reel: De næsten obligatoriske “sjove fraklip”, jeg personligt aldrig har været særligt begejstret for.
Konklusion
Der er ikke same storladende episke kvaliteter i ”The Sarah Connor Chronicles”, som der var i de to første ”Terminator”-film, men underholdningsværdien fejler ikke noget. Ekstramaterialet er vel gennemarbejdet, så mens vi går og venter på premieren på ”Terminator: Salvation”, kan man roligt give sig i kast med serien.
Filminformation
Originaltitel: Terminator: The Sarah Connor Chronicles Sæson 1
Instruktør: Josh Friedman m.fl.
Medvirkende: Lena Headey, Thomas Dekker, Summer Glau, Brian Austin Green m.fl
Produktionsår: 2008
Længde: 367 min.
Premiere: 17. februar 2009
Distributør: Warner