Får man først døden ‘himself’ i bakspejlet, så er selv Jason, Freddy og Michael bragt til skamme. Final Destination fra år 2000 benyttede præmissen om den skæbnesvanger død som ingen kan undslippe. Så da en synsk dreng ser sit passagerfly eksplodere, redder han sig selv og en gruppe mennesker som, i forhold til skæbnen, egentlig skulle være med på flyet. Men ‘the grim reaper’ er ikke den let tilgivende type, så én efter én haler skæbnen ind på de resterende passager og nakker dem på måder der ligner hændelige uheld. Idéen menes så at være effektiv nok til tre fortsættelser – den fjerde film skabt til de nye 3-D marked. Men derudover er det intet nyt. Det er copy-paste manus af mindst opfindsomme karakter – og endnu værre: Det er møghamrende kedeligt.

På en racerbane forudser teenageren Nick en ulykke der dræber hans venner, nærmeste tilskuere og ham selv. Han redder en flok ud af situationen, og så går resten af filmens spilletid præcist som vi forventer. – Én efter en omkommer de overlevende i mærkværdige kreative uheld som får en vasketunnel til at ligne en dødsmaskine. Hvad der derimod irriterer inderligt er måden karaktererne bruger over halvdelen af filmens spilletid på at erkende en situation, som os tilskuere allerede har regnet ud. Ja, vi ved godt at døden indhenter dem i kronologisk orden. Nej, dødsfaldene er ikke nogen tilfældighed. Get to the point!!! Final Destination 4 forsøger overhovedet ikke at pirre tilskuerens forventninger, men falder blot tilbage på opskriften: “been there, done that … let’s do it again”.


Filmen har en mærkelig, uheldig stil. På den eneste side nærmest komisk tegneserie-splatter med syntetiske computeranimeret blod og grafiske afskårne lemmer. Når et offer sidder fast i en swimmingpool med rumpen på en defekt vandpumpe som suger hans blodige endetarm igennem røret, så er det mere sjovt end frygtindgydende. På den anden side forsøger plottet at gøre tilskueren emotionelt engagerende ved at behandle sin præmis nogenlunde sagligt. Tydeligvis en film præget af meget dårligt samarbejde og ingen sans for helhedsoplevelsen.
Nutidens teenagere får kastet rigeligt med moderat velfungerende horror-krams efter sig, så der er absolut ingen grund til at spilde ét sekund på The Final Destination 4. Det skulle da så lige være for de 3-D briller der medfølger til den 3-D konstruerede udgave af filmen som er med i kassetten. Men øjet for længst har erkendt, at de grøn/røde brilleglas er en hovedpinefremkaldende måde at se film på. Farveskalaen i billedet spoleres og får grimme ekko-effekter i visse genstande, som gør at vi aldrig reelt kan indleve os i filmen. Denne form for 3-D er mest en gimmick med værdien af en engangsoplevelse. Drop brillerne og find et alternativ, for der er så meget andet godt teenage-horror derude.

Billed & Lyd:
Billed: 2.40:1
Lyd: Dolby Surround 2.0
Tekster: Dansk, svensk, norsk, finsk, islandsk, engelsk for hørehæmmede.

Ekstramateriale:
Disc 1: Filmen i 2D, fraklippede scener og trailer
Disc 2: Filmen i 3D
To stk. 3-D briller

Konklusion:
Final Destination 4 er teenhorror som kører i frigear ud over kanten. Historien indeholder ingen overraskelser, effekterne er rædsomme og gyset er fraværende. – Som om filmen ikke rigtig gider noget. Den medfølgende 3-D version er, som altid, noget der kræver en hovedpinepille. Stort set en dårligt produceret fotokopi af den første Final Destination. Lad den hellere blive stående på hylden.

[media id=1082 width=630]