Bag enhver stor mand står en magtfuld kvinde. Det er præsidenternes kliche mest inkarneret i USAs demokratiske kandidat Hillary Clinton. Og det udgør råstoffet til den CBS producerede tv-serie, “The Good Wife”, hvor tredje sæson er blevet annonceret på den amerikanske sendeflade. I Danmarks æter blev serien henvist til TV2s formiddagsprogram, men på DVD kan vi nu se hvorfor Julianna Margulies vandt en Golden Globe for sin rolle som kvinden, der træder ud af mandens skygge efter han stak sjoveren ind i andre kvinder.

En hårdkogt statsadvokat, under øgenavnet ’hammeren’, får revet tæppet væk under sig i en sag om økonomisk misbrug om omgang med prostituerede. Dette er katalysatoren som antænder Alicias karriereskift, fra pligtopfyldende husmoder til advokat rookie. Formet er støbt fra første afsnit, og derefter er serien opbygget ret skematisk: Et afsnit, én advokatsag, en historie – og mellem linjerne ruller den store sag om ægtemandens tillidsbrud, som er omhyllet i politiske røgslør. Sådan er der både noget for den spontane og den loyale seer.

Det ligner brudstykker af noget vi allerede kender. ”Judge Amy” løftede også kvinden status i rettergangen, og trutmund ”Ally McBeal” udlignede kønsfordelingen i det amerikanske advokatkontor. Men der er forskel i fundamentet. ”The Good Wife” har en troværdig og saglig stil. Ingen påhæftet dramatik, syntetiske fjollerier og unødige genrebrud for underholdningens skyld. Trods den seriens feministiske værdier har ”The Good Wife” elegancen af en gentleman.

Seriens supertema er troværdighed og tillid. Det er nøgleordene som låser op for ethvert afsnit, hvor usikkerheden om klienternes sandfærdighed holder os til ilden. Samme dilemma flyder gennem Alicias familiære forhold, hvor usikkerheden omkring ægtemandens skyld underminere sandheden. Troværdighed og tillid – enkelte værdier benyttes som bærende tråd. Det er den korrekte måde at konstruere en tv-serie, men også uden risici.

”The Good Wife” scorer ingen priser for nytænkning, stil eller frækhed. Serien vinder derimod præmien for solidt tv-håndværk, stærkt skuespil, menneskelighed og særdeles velskrevne dialoger. Og midt i æterens centrifuge af gradvist mere eksperimenterende og kommercielt opslugte tv-serier er det rart at opleve en serie som udtrykker en old school kvalitetsbevist modenhed.

Billede & Lyd:
Format: 1.78:1
Lyd: 5.1
Sprog: Engelsk, spansk, tysk, fransk.
Tekster: Dansk, svensk, norsk, finsk, hollandsk, spansk, fransk, tysk.

Ekstramateriale:
Der medfølger en del ekstramateriale tilkoblet de enkelte afsnit, eksempelvis slettede scener med kommentarspor. Derudover promofilm om seriens tilblivelse.