Det kan være en utaknemmelig opgave at anmelde M. Night Shyamalans film, fordi det forventes, at man ikke røber for meget af handlingen og da slet ikke slutningen. Denne gang er han dog gået helt i paranoia-mode og har slet ikke røbet noget om handlingen på forhånd, andet end "der sker noget". Strategien er farlig, men kan være særdeles effektiv, hvad en af årets andre store katastrofefilm "Cloverfield" beviste.
Grunden til, at det er bedst at vide så lidt som muligt om handlingen, er selvfølgelig, at Shyamalan er kendt som twistfilmenes betvinger. Et ry, han i øvrigt ikke bryder sig om, hvilket man forstår efter at have set filmen. Til gengæld vil han gerne ses som vor tids Hitchcock, og det understreges af filmens løbende referencer til gysets mester. Især ligger en sammenligning med "Fuglene" lige for. Vel at mærke en "Fuglene" uden fugle!
                
Heri ligger et af filmens store problemer. "Don’t show the monster" er en grundregel inden for suspensefilm. Hvis man ikke viser uhyret, skal hjernen nok sørge for selv at spæde til. Men i "The Happening" er den princippet ført ud i det absurde. Det er ufrilligt komisk at se de store menneskemængder flygte fra … ja, vinden! Her skal hjernens altså virkelig på overarbejde, hvis den skal danne skræmmebilleder. Resultatet bliver en suspensefilm aldeles uden uhygge, andet end de alt for billige point, der kan scores ved at lade violinerne skrige, mens der pludselig fokuseres på en person, vi ikke havde opdaget.
Ligesom i "War of the Worlds" befinder vi os i øjenhøjde med de mennesker, katastrofen rammer, og vi får ikke flere oplysninger end dem. Når instruktøren som en anden pokerhaj holder godt på kortene, kan det være effektivt. I "Fuglene" får man heller aldrig at vide, hvad fanden der egentlig går af kræene. Men når man sidder med fornemmelsen af, at instruktørens hemmelighedskræmmeri i virkeligheden bunder i et bluff, er man som seer ikke motiveret til at gå all-in.
                
Filmen er altså én lang flugt fra noget, vi ikke ved, hvad er. Hvorfor folk vælger at flygte ud over store naturgrønne områder, når det netop er her, den hemmelige trussel slår til, står hen i det uvisse. Man skulle nok mene, at det var bedre at blive indendørs. Men fred være med det.
Det er imidlertid ikke det eneste ulogiske, den panikramte befolkning foretager sig. Shyamalan er muligvis mystikkens mester, men hans personinstruktion er desværre også temmelig mystisk. De personer, vores hovedpersoner møder på deres vej, er alle krampagtige karikaturer. Skuespillet og dialogen foregår i store dele af filmen på pinagtigt B-films-niveau. Det samme gælder humoren. At se Mark Wahlberg forsøge at tale en plasticplante til fornuft er kikset. Og Monty Pythons sketch med det britiske teselskab, hvor blodet sprøjter i takt med at folk får revet legemsdele af, har ikke levet forgæves, når to løver på et tidspunkt i filmen bider armene af en mand ved at hive lidt i hans hænder.
                
Menneskemængdernes reaktioner klinger ikke ægte, og flere passager undrer mere, end de betager. 1000 togpassagerer strander for eksempel i en lille flække, men mærkeligt nok er det kun vores fire hovedpersoner, der ikke straks finder sig ny kørelejlighed. Mest utroværdig er dog den obligatoriske kærlighedshistorie, hvor vores to hovedpersoners ægteskab ville være gået helt i vasken, hvis ikke katastrofen havde knyttet dem sammen igen. Her hjælper det ikke, at kvinden i forholdet er gennemført usympatisk.
"Hm" er den umiddelbare følelse, der dukker op samtidig med rulleteksterne. Den bliver dog hurtigt afløst af et lidt småfornærmet "hrmf". Det kan du gøre bedre, Shyamalan. Og det er ikke nogen hemmelighed.