De spanske filminstruktører ramte plet med filmen Pans Labyrint tilbage i 2006, med dets mystiske og visuelt overlegne særpræg. Siden hen er der blevet forsøgt mange gange på at genopfinde den rette opskrift på mystik, intelligens og uhygge kombineret i et nyskabende univers.

Intruders er et af de seneste skud på stammen. Et skud, som bestemt ikke ramte plet.

Handlingen følger den spanske dreng, som hjemsøges af en mystisk vanskabning, Hollowface, om natten. Hvor vidt det er et mareridt eller ej, er både svært for drengen at gennemskue, men også hos selve seeren. Med jævne mellemrum skifter fokusset mellem denne handling og videre til en ung pige i London, som ved fundet af en historie om Hollowface gemt i en gammel træstub, oplever hun de samme mystiske omstændigheder som den spanske dreng.

Langsomt køres de to handlinger tættere på hinanden og mystikken omkring deres sammenhæng såvel som forklaringen på, hvad Hollowface er, nærmer sig sin afklaring mod slutningen.

På papir lyder det egentlig som en underholdende og gennemtænkt spansk gyserthriller, og det kunne den også sagtens have været. Men desværre er mysteriet lidt for indviklet til den gængse seer og man hopper lynhurtigt hurtigt af handlingen. Man mangler en mere uddybende afklaring og handlingsplan, da scenerne bare vælter sammen om hinanden og skaber et rodet kaos.

De ukendte skuespillere gør det ret godt i deres roller, og deres naturlige udstråling giver et mere realistisk indtryk af filmen. Clive Owen virker noget malplaceret i denne sammenhæng, og virker mest af alt til at skulle skabe stjerneomdømme på den lettere ukendte film, så amerikanerne lægger mærke til den. Placeringen af kendte i en film med det ene formål at skabe ‘stjerne’-opmærksomhed er fandens værk, og er alt for gennemskueligt og plat for selv det utrænede øje.

Det eneste mystiske ved filmen er, hvordan instruktøren har formået at køre det hele sammen i én stor pærevælling af forvirring, som kun instruktøren selv, forhåbentlig, kan finde rundt i. Hollowface er dog et relativ skræmmende væsen, og giver ret godt gys til den usammenhængende handling. Men desværre ikke nok til at redde hele filmen.

På lyd og billedsiden er der som altid ikke noget at kritisere. Knivskarp detaljering i en flot billeddybde, og lyden komplementerer fornemt de flotte billeder med dyb bas og glasklar lydredigering.

Samlet set var Intruders tiltænkt at være placeret lige midt i mellem de helt store film og B-filmene, men et sjusket handlingsforløb og usammenhængende historier med løse ender hiver den ned blandt de andre middelmådige fesne gyserthrillere.