Paul Haggis er tilbage i instruktørstolen for første gang siden ‘In The Valley of Elah’. Det er der ikke kommet noget nævneværdigt ud af. Ud over at Haggis kun nogenlunde kan finde ud af bygge en thriller op, har manden til gengæld en helt uovertruffen evne til at få to timer til at virke som tre. ‘The Next Three Days’ er lang, meeget lang. Den kører langsomt, og hvis ens hovedpersoner ikke hedder Frodo eller Harry Potter og skal redde verden, så er det altså bare ikke tilladt at skride meget langt over de 120 minutter – med mindre at ens film selvfølgelig er brandgod. Og det er ikke tilfældet her.

Familien Brennan’s familieidyl får en brat og uventet ende, da politiet en morgen stormer deres hus og slæber moderen (Elizaberh Banks) med i håndjern. Hun er anklaget for mordet på sin chef, og alle beviser peger på, at hun er den skyldige. Appelsagen bliver afvist, og en livslang fængselsstraf venter. Det har faderen (Russel Crowe) – som nu alene må tage sig af sønnen, svært ved at kapere. Han iværksætter en plan for at hjælpe sin kone ud af fængslet. Det er et kapløb med tiden og en kamp mod samfundsmagten.

Russel Crowe er en meget blød mand, der kan vinde de flestes sympati. Det formår han også til en vis grad i ‘The Next Three Days’. Til gengæld skyldes det kun hans skuespiltalent, for karakteren, af manden der kæmper det bedste han har lært for at redde sin kone, er rent ud sagt underlig. Nu skal man som publikum selvfølgelig ikke regne med at forvente en tro kopi af virkeligheden, når man ser en Hollywood-produktion, men når samfundsfortaleren Paul Haggis instruerer, og emnet er familiesammenhold, kan man dog have sin ret til det. Derfor er det svært at tro på, at en rolig, rar skolelærer skal kunne gennemtænkte og iværksætte et fængselsudbrud. Det er svært at forestille sig, hvordan en velintegreret og samfundstro borger er i stand til at skyde hul i sine normer og værdier og save i den gren han selv sidder på. Den amerikanske mentalitet tillader selvtægt så længe man forsvarer sin private ejendomsret, men det er lige så forbudt at gå imod samfundsstrukturen, hvilket en manglende tiltro til retssystemet jo er.

Hvis genren var bygget anderledes op, uden den socialrealistiske tone, ville alverdens krumspring og finurligheder have været fuldt ud tilladt. Eksempelvis er første sæson af tv-serien ‘Prison Break’ meget underholdende. Genreforvirringen er ødelæggende for ‘The Next Three Days’.

Fordi man som publikum har siddet paralyseret hen af kedsomhed den første del af filmen, påkalder den sidste spændingsfyldte del ikke den opmærksomhed og indlevelse, som den prøver på. Det er en skam, for denne film kunne sagtens have været bedre, hvis den var ført mere sikkert. ‘The Next Three Days’ er den amerikanske udgave af den franske film ‘Pour Elle’, som modsat sin efterfølger netop er stringent og intelligent ført.

En anden lille detalje, som undertegnede ikke kunne lade være med at hæfte sig ved og irriteres grænseløst over, er den evne Elizabeths Banks’ hår har til at sætte sig selv. Da Russel Crowe starter sin redningsaktion, er hendes hår fedtet og slidt, men for hver lille scene ligner krøllerne mere og mere noget fra en hårreklame. Det er manglende konsistens, og burde ikke forekomme i store produktioner anno 2010.

Konklusion

‘The Next Three Days’ er den type film som burde været god underholdning uden for meget omsvøb. Men når Paul Haggis ikke skriver James Bond-film, lykkedes det ikke. Han vil for meget, og det ødelægger filmens udtryk, og slutningen virker uforløsende.

1 KOMMENTAR