Guillermo Del Toro elsker monstre. Skulle man være i tvivl, så startede han sin tale ved dette års Golden Globe-uddeling, efter at have vundet prisen for bedste instruktør, ved at ytre ordene: ” Since childhood, I’ve been faithful to monsters…”.  Uanset genren formår han ofte at bringe et par monstre på banen. Her tæller bl.a. eventyrfilmen ”Pans Labyrint”, actionbraget ”Pacific Rim”, superheltefilmen ”Hellboy” og nu også ”The Shape of Water”. Sidstnævnte vandt noget overraskende prisen for bedste film ved dette års Oscar-uddeling, og dem der missede den på det store lærred, har nu muligheden for at se den i hjemmebiografen.

”The Shape of Water” foregår op til Den Kolde Krig i USA i 1962. Vi befinder os på et tophemmeligt regeringsanlæg, hvor den stumme Elisa (Sally Hawkins) er rengøringsassistent. Ved et tilfælde opdager hun, at et væsen, der bedst kan beskrives som en krydsning mellem et menneske og en fisk, holdes fanget i et forsøgslaboratorium. Mødet mellem undervandsvæsnet og den ensomme kvinde udvikler sig i en overraskende retning, og snart tager Elisa drastiske midler i brug for at befri den tilfangetagne.

Med ”The Shape of Water” må det siges, at Del Toro er tilbage på rette spor. ”Pacific Rim” var udmærket monsteraction, om end en smule forglemmelig, og gyseren ”Crimson Peak” var en stor skuffelse. ”The Shape of Water” er en klassisk Del Toro-film, og rangerer i toppen blandt mandens bedste film. Her er tale om en film, hvor langt det meste går op i en højere enhed, og det er ikke blot Del Toro som bør roses for dette velorkestrerede filmhåndværk. Det er ikke for sjovt, at ”The Shape of Water” løb med prisen for flest Oscar-nomineringer ved dette års uddeling med hele 13 af slagsen.

Den danske filmfotograf Dan Laustsen bør nævnes – ikke mindst fordi han er fra Danmark, men også fordi, at han med bravur har bragt Del Toros vision til live. ”The Shape of Water” er billedskøn at overvære og scenografien sidder lige i skabet. Farverne er bevidst meget overdrevne, hvilket går fint i hånd med den magiske fortælling. Sally Hawkins har alle dage været en dygtig karakterskuespiller, så det er skønt at se hende i en rendyrket hovedrolle. Michael Shannon, en af Hollywoods absolut bedste skuespillere, leverer ligeså en pragtfuld præstation i rollen som den onde forretningschef. Han hæver sjældent stemmen, men når han gør, løber det én koldt ned ad ryggen. Selve monsteret er bragt til live ved hjælp af kostumer, make-up og en flot præstation af Doug Jones – manden som de færreste kender af ansigt, men som de fleste garanteret har set masser af film med uden at vide det. Han gemmer sig nemlig ofte bag et kraftigt lag af make-up eller et monsterkostume. ”The Shape of Water” er en smuk og rørende film, der både fungerer som en romantisk fortælling mellem to outsiders og en storslået hyldest til filmmediet.

Billede og lyd

Billedformatet er præsenteret i HD Widescreen 1080p. ”The Shape of Water” ser fuldstændig fantastisk ud i HD. Det er uden tvivl en af de smukkeste billedsider, jeg nogensinde har overværet. Farverne er ufatteligt klare, og hverken edge-enhancement eller utilsigtet støj forekommer. Billedet er knivskarpt fra start til slut, og detaljerigdommen er intet mindre end forbløffende.

Lydformatet er præsenteret i 5.1 DTS-HD Master Audio. Lydsporet er ligeså fænomenalt. Panoreringerne er glimrende, musikken folder sig fornemt ud i alle højtalerne og samtlige replikker og de subtile lydeffekter kommer klokkeklart igennem.

Ekstramateriale

Blu-ray-udgivelsen af ”The Shape of Water” indeholder fem velproducerede features ved navn “A Fairy Tale of Troubled Times”, “Anatomy of a Scene: Prologue”, “Anatomy of a Scene: The Dance”, “Shaping the Waves: A Conversation with Artist James Jean” og “Guillermo del Toro’s Master Class”. De giver alle sammen et dybdeborende indblik i skabelsen af filmen samt et glimt ind i del Toros fascinerende sind. Al ekstramaterialet er præsenteret i HD.

Konklusion

”The Shape of Water” lever op til den fine omtale. Del Toro er i fuld kontrol over sit håndværk og filmen er bragt til live ved hjælp af en række glimrende skuespillere og en fascinerende billedside. Denne udgivelse af filmen imponerer ligeså. Skiven byder på en masse velproduceret ekstramateriale og filmen ser og lyder fantastisk på Blu-ray.