"The Spirit" er en flot film, der i sidste ende skuffer på områder jeg ikke regnede med. Der er masser af kritikere derude, som vil slå på filmen pga. af dens meget "Sin City"-agtige æstetik, men hvad havde de forventet? Filmen er instrueret af Frank Miller, skaberen af tegneserien "Sin City" og medinstruktør på filmen. I deres tegneserier, sværmer både Miller og Will Eisner for film noir, både visuelt og tematisk. Derfor synes Miller umiddelbart at være et oplagt valg, til at bringer Eisners helt til det store lærred. Men i realiteten fungerer det ikke.
                      
Det værste først. På et helt basalt fortællermæssigt og filmteknisk plan, fungerer filmen simpelthen ikke. Mens jeg så filmen, stillede jeg mig selv det spørgsmål, om det overhovedet var den færdige film. Jeg taler ikke her om den slags storhedsvanvid, der ofte betyder at actionfilm bliver alt for lange. Jeg taler om at filmen helt ned i den enkelte scene mangler flow, fremdrift og filmisk forståelse. Noget så basalt, som at klippe mellem to personer der taler sammen, fungerer ikke ordentligt. Scener trækker ud i evigheder, overgange mellem sekvenser virker abrupte og klodsede. Actionscener bliver afviklet uden timing eller tempo. Mange scener skal fungere som slapstick, men slapstick kræver netop timing. Det kræver også at scenerne på mange måder bliver opbygget som jokes, hvor enhver gag har et setup og et payoff med et twist – men alt hvad vi får er payoff.
                      
Men problemerne i "The Spirit" problemer løber dybere. Millers manuskript er ordrigt grænsende til det ulidelige. Monologer trækker ud i uendelighed og mangler desværre fuldstændig det vid, der gør monologerne i "The Spirit" til en fryd at læse. Forsøget på at skrive screwball-dialog falder helt til jorden. Det er som om, at Miller har forelsket sig alt for meget i sine egne ord. Plottet er nærmest uforståligt og rodet fortalt.
Derudover har filmen store problemer med at ramme den rigtige tone. Millers testosteronfyldte machounivers med duller, voldelige skurke og tragiske helte, minder tematisk om Eisners. Millers kynisme er dog et dårligt match for Eisners mere romantiske og nostalgiske sindelag. Millers kvinder er duller og ludere, som bliver ophævet til engle af mænd på vej ud over kanten. Eisners er klassiske femme fatales, der frister helten, der har bagtanker og planer. Filmens kvinder er smukke og giver gavmildt ud af deres kavalergangs godter, men de er for usympatiske og uinteressante til at blive andet duller og slik for øjet.
Hverken The Spirit eller skurken The Octopus er særligt interessante. Gabriel Macht er ellers god i rollen, men Millers manus svigter og Samuel L. Jacksons som opfinder-nazi-pimp er decideret ulidelig. Jackson gør skam sit bedste, men det er dårlig dømmekraft fra Miller at han putter en så overpumpet karakter ind i sin film – stakkels Jackson! Kun Sarah Paulson som Spirits frelsende engel, den opofrende Ellen Dolan, rammer plet.
                      
Ansvaret for denne filmfiasko ligger hos Frank Miller. Det virker som om, at han har prøvet at lave en tegneserie på film, uden at forstå at alle lighederne til trods er tegneserie og film to fundamentalt forskellige medier. Et billede i en tegneserie er ikke det samme som et ”skud” i en film, tekst er ikke det samme som tale. "The Spirit" er en flot tegneserie, men en rigtig dårlig film.
Filminformation:
Original titel: The Spirit
Instruktør: Frank Miller
Medvirkende: Gabriel Macht, Samuel L. Jackson, Eva Mendes, m.fl.
Produktionsår: 2008
Længde: 110 min
Premiere: 1. Januar 2009
Distributør: Disney