Døden i Paris

Det ser ud til, at den franske enfant terrible-instruktør Francois Ozon er ved at blive en voksen og følsom mand. Efter han har leget sig ironisk igennem forskellige genrer som kammerspillet i Dråber på hede sten, krimi-musical-pastiche i 8 kvinder og et mord og den psykologiske thriller i Swimming Pool, har Ozon i sine to seneste film vist en langt mere moden side ? en side, hvor menneskeskæbner synes ægte, levende og fanget i tragediens uundgåelige spind, og uden ironisk distance og pasticheelementer. Således fortalte han i sin forrige film 5×2 den baglæns historie om skilsmisse, mens han i sit nyeste drama Tid til afsked går tæt på en mand, der snart skal dø. Begge er film, der går tæt på menneskets opløsning og kamp for intimitet.

Det er næppe et tilfælde, at åbningsscenen i Tid til afsked har en stor lighed med et berømt ikonisk billede fra Viscontis klassiker Døden i Venedig. En smuk, lille dreng leger på en strand, mens kameraet kælent følger hans bevægelser. Vi ved endnu ikke, hvem drengen er, og om nogen observerer ham. Men snart efter folder historien sig ud ? en mand skal dø ganske snart og spejler samtidig sin egen dødelighed i en ung dreng, der måske kunne være hovedpersonen selv, men også blot kunne være udtryk for et længselsfuldt begær efter ungdom og vitalitet.

I Tid til afsked følger vi dog ikke en falleret forfatter i et pestramt Venedig, men derimod den unge, smukke fotograf Romain, der har alt i sit liv: Succes, masser af kokain og en smuk mandlig kæreste. Men tingene går imidlertid i opløsning, da Romain møder sin dødsdom i form af en kræftsvulst, der her bredt sig til store dele af kroppen. Romain har kun få måneder igen, og i afmagt eller stædighed beslutter han sig for ikke at modtage nogen behandling ? en behandling, der alligevel ikke ville kunne redde ham, men højst forlænge livet nogle måneder.

Temaet i Tid til Afsked er således gammelkendt og blev da også for nyligt udforsket i det canadiske mesterværk My Life Without Me. Men selvom der intet nyt er under filmsolen, så er Tid til afsked en fin lille, og heldigvis ret usentimental fortælling om en mand og døden. Filmen er nærværende og skuespillet er sublimt af hovedrolleindehaveren Melvil Poupaud, hvis fysiske forandring gennem filmen udstiller smerten ekstra tydeligt. Og i rollen som den gamle bedstemor er legenden Jeanne Moreau uovertruffen, og hendes samspil med Poupaud løfter fortællingen i de scener, de har sammen.

Desværre er den velkendte historie også filmens svaghed. For selvom det både er et rørende og vedkomment emne, så kan man ikke undgå at sidde med en følelse af følelsesonani til tider. At det hele er så væsentligt og vigtigt, at vi partout skal synes, at det er en god film. Denne fare ligger hele genren under for, og det præger desværre også Tid til afsked, der dog kommer langt med sine underspillede virkemidler, guddommelige fotografering og fremragende skuespil ? men desværre bliver filmen aldrig så vedkommende, som den selv gerne vil.
Den smukke, unge fotograf Romain besvimer ganske uventet under en fotooptagelse i Paris. Han frygter først, at han lider af AIDS, da han selv er homoseksuel og begår sig i et frigjort miljø ? men lægens dom er måske endnu hårdere, for Romain lider af uhelbredelig kræft, og han har kun ganske få måneder igen at leve i.
Romain har svært ved at acceptere sin skæbne, men nægter at tage imod behandling. Han kan ikke fortælle sin omverden om sygdommen og åbner kun op for sin gamle bedstemor, som, med Romains egne kyniske ord, også snart skal dø. Mellem disse to dødsmærkede skæbner danner der sig et særligt forhold, der mod slutningen åbner Romains øjne for at kunne leve videre i andre mennesker.