Der er ingen tvivl om, at den gængse filmseer vil både afsky og mistolke Terry Gilliams grusomme og bevidst voldsomme angreb på helt basale følelser af empati og medmenneskelighed. Det kontroversielle præmis, hvor en lille pige (Jodelle Ferland) opdrages som personlig assistent af en art, for hendes narkoman-forældre – der ikke blot involverer hende i deres misbrug, men sågar får hende til at forberede nålen – afslører kun fragmenter, af hvad der viser sig, at blive langt mere sygeligt. Jo dybere der graves, desto mere bizart og oprivende bliver de sandheder der graves frem. Det er vaskeægte manipulation af sanserne, og det er frygtindgydende… fremragende.
                 Kilde: Camera Film - Klik for at se billedet i en større udgave.
Omend flere kritikere, ganske retmæssigt, vil påpege at filmen mangler fremdrift og fortællemæssige kvaliteter, er den slags anskuelser i dette tilfælde mest af alt et vidnesbyrd om forståelsen og fortolkningen af filmens overordnede hensigter. ”Tideland” forsøger ikke at fortælle en gribende, sørgelig, eller oprivende historie, men nærmere at formidle en oplevelse, en følelse, en sindstilstand endda – nøjagtig som den var tilfældet med Gilliams ”Fear and Loathing in Las Vegas” (1998).
”Tideland” er da også, ligesom ”Fear and Loathing in Las Vegas”, fyldt med skæve vinkler og subjektiv kameraføring, der bidrager til et hele vejen igennem surrealistisk (men på mange måder skræmmende virkelighedsnært) filmisk univers. Kontrasten mellem Jeliza-Roses (Ferland) fortolkning af verden, der er sukkersød og eventyrlig, overfor realiteterne, som er brutale og sygelige, markeres gentagne gange gennem fortællingen, som en advarsel om, at det kun bliver værre – og det bliver det. 
                 Kilde: Camera Film - Klik for at se billedet i en større udgave.
Gilliam overskrider grænser så mange gange, at det grænseoverskridende i sig selv normaliseres. For at adskille det oprivende fra det ”virkeligt frastødende” begynder man således, at gruppere de forskellige hændelser i mere eller mindre acceptable grupper. F.eks. kunne jeg uanfægtet se Jeliza-Rose holde om og spise middag med sin udstoppede far (ja, udstoppede, som i dét man gør med fugle), ligesom at det heller ikke rørte mig, at pigens forældre dør. Til gengæld blev jeg, og er stadig, ganske rystet over det incestuøse forhold pigens mormor har haft til en retarderet dreng, og endda væsentligt mere over det bizare forhold der opstår mellem netop denne dreng – i grandvoksen udgave – og Jeliza-Rose selv.
Uden at afsløre for meget, kan der altså ikke kastes tvivl over filmens markante provokation af grænser, og det vil netop være dét der gør, at filmen blandt nogle rammer nulpunktet (særligt hvis de bestræber sig på at opspore en håndgribelig fortælling) og hos andre, såsom undertegnede, sniger sig ind under huden og bliver siddende, og siddende, og siddende. Faktisk mindes jeg ikke hvornår en film sidst har formået at krybe ind i min hukommelse flere gange dagligt efter at have forladt biografen, og dét i sig selv er en bedrift, når man ser film så meget som ”vi” hjerneskadede (anmeldere) gør. Faktum er, at ”Tideland” opnår det den ønsker, ud over al forventning, nemlig at formidle en sindstilstand, og resultatet er ganske enkelt fremragende. Ud fra de rigtige forudsætninger vil man således opdage, at Gilliam endnu engang har skabt en helt unik oplevelse for alle andre end "hele familien".
                 Kilde: Camera Film - Klik for at se billedet i en større udgave.
En nævneværdig slutnote bør dog være, at filmen ikke er entydig veludført. Skuespillet er til tider middelmådigt, fortællingen negliceres til fordel for oplevelsen og fremdriften kan nogle gange halte. Den slags ”småproblemer” er ikke uden relevans og vil for nogle være tilstrækkeligt til at give filmen en ordentlig overhaling – eksempelvis som et mislykket forsøg på at imitere Guillermo Del Toro (”Pan’s Labyrinth”) og Tim Burton (”Edward Scissorhands”). Men det er den bare ikke. ”Tideland” er sin egen, helt og aldeles, netop fordi den har provokation og overskridelse af grænser i højsæde, det er hverken "fantasi" eller "social-realisme pakket ind som fantasi", det er vaskeægte, i ordets allerbedste og allervæste forstand, og netop derfor fik filmen ’krammet’ på mig.