Anders Thomas Jensen (Blinkende Lygter, 2000, Adams Æbler, 2005) har som manuskriptforfatter gentagne gange bevist sit værd, mens instruktørspiren Paprika Steen med sine til tider blændende præstationer sjældent skuffer som skuespillerinde – tre dogmefilm, bunkevis af priser og senest en bredt rost hovedrolle i Vikaren, 2007, har entydigt markeret skuespillerinden som én af Danmarks bedste skuespillere.

Til Døden Os Skiller konstituerer således et samarbejde mellem to af branchen absolut mest markante skikkelser og alligevel formår filmen ingenlunde at fremstille noget mindeværdigt. Filmens protagonister leverer nogle om noget karikerede præstationer som i gentagne scener mildest talt irriterer og kun til tider reddes af narrativens andre karakterer. Hele affæren føles som en omklamrende komediedramaskabelon der ikke har nogen chance for at virke, fordi alt sammen allermest ligner en kedelig gentagelse af tidligere film, uden brug af meningsfulde virkemidler eller nuancerede perspektiver ? man keder sig når man burde grine og man føler intet når karaktererne søger empati.


Allerede i første scene etableres et eklatant parodieret præmis hvor den forsmåede ægtemand, Jan (Lars Brygman), på eksplicit vis understreger narrativens snævre idégrundlag ? og samtidig filmens kontroversielle tematik (ægtemandsvold) ? da han forsmået (og forslået) ankommer til sin arbejdsplads med en hårdkogt mine og en aggressiv tone. En tone der står i skarp kontrast til hans ynkværdige selv, som træder frem i mødet med autoriteter; f.eks. hans overordnede eller hans voldelige kone, Bente (Sidse Babett Knudsen). Protagonisternes kontrastforhold er imidlertid narrativens eneste holdepunkt og fortællingen formår aldrig at nuancere sig.

Den begrænsede historie kører straks i cirkler, den overordnede tematiske appel fortager sig hurtigt og fortælleplanet skal krampagtigt foranstalte sig i et mildest talt kedsommeligt sekvensniveau ? man skal holde interessen ved lige via den sløve og ensformige humor (hvor tidsrummet mellem grinende er nærmest provokerende lange) samt det unuancerede drama der aldrig formår at fange tilskueren eller skabe en historie som ikke bare er ærgerlig eller Hollywood-kedelig.


Fremdriften i Til Døden Os Skiller funderes udelukkende i kontrasten mellem Jan og Bente og da fortællingen hurtigt bliver smal, forsøger filmen at benytte et ganske velsmurt Disney trick: To skøre figurer (i Disney, f.eks. Timon og Pumba, The Lion King, 1994) implementeres i filmens sekvenser som stødpude for det sløve fortælleplan. Det virker bare ikke.

Rasmus Bjerg og Nicolaj Kopernikus, i rollerne som de to finurlige og voldelige biroller, Art (RB) og Rudy (NK), leverer egentlig ganske udmærkede skuespilspræstationer, men deres indsats har desværre ingen chance for at redde fortællingens spinkle udgangspunkt. Det er dog fra disse herrer at det eneste gennemarbejde komedie opstår (men kun sporadisk), og da også via dem at man i ny og næ får smilet frem på læben. Desværre kan Til Døden Os Skiller ikke finde ud af om den vil være minimalistisk eller storslået, ej heller om den skal være dramatisk eller morsom. Kontraster af den slags er bestemt ikke uforlignelige (de hænger i stor grad sammen), men i dette tilfælde er resultatet i stedet et konfunderet miskmask som aldrig opnår det ene eller det andet. Besynderligt, fra en manuskriptforfatter som ellers tidligere har bevist at det kan lade sig gøre.


Der er langt mellem denne slags produktioner, særligt fra så dygtige håndværkere som Jensen og Steen, men engang i mellem skal vi altså udsættes for miserable fortællinger som aldrig formår, eller har intentioner om, at præsentere noget nuanceret, væsentligt eller anderledes. Til Døden Os Skiller virker mest af alt som et håbløst forsøg på at skabe komediedramaskabeloner uden sjæl og puls i dansk film ? en udvikling man kun kan håbe stopper lige nu og her!

Fotos: Erik Aavatsmark Jan og Bente er gift, men har efterhånden næsten glemt hvorfor. Jan knokler dagen lang på en færgerestaurant, og når han kommer hjem til sin Bente, venter der ham alt fra skænderier til tæv. Jans chef får ham i terapi, hvor han møder de småkriminelle Rudy og Alf. De vil gerne hjælpe Jan med at skaffe sig af med Bente, men da de møder hende, går det galt. For Rudy og Alf kan godt lide Bente, og så bliver det rigtig svært at være Jan.