Et prejlemærke for hvornår noget popkulturelt tager overhånd er som regel, når en hel spoof-film bygger sit tema op omkring det. At den seneste spoof hed ”Vampires Suck”, er bestemt ikke uden grund. Og ja – det er ærligt talt ved at være trættende at vampyrer er det nye sort, hvilket nemt kunne give anledning til at skære hele vampyrhysteriet over en kam. Dog understrenger HBO at undtagelsen bekræfter reglen med tv-serien ”True Blood”, der helt i HBO ånden i den grad springer rammerne for hvem der kan vises på landsdækkende tv og i skrivende stund er i gang med at indspille 4. sæson. Dermed ikke sagt at skaberen bag ”True Blood”, instruktør og manuskriptforfatter Alan Ball – manden bag bl.a. ”Six Feet Under”, kun forsøger at fremmane overskrifter. Nej, ”True Blood” er ganske enkelt en af de bedste serier i nyere tid.

Universet i ”True Blood” er en alternativ virkelighed af vores nutidige samfund. Det alternative består af, at der eksisterer vampyrer sammen med mennesker. Et japansk firma har fundet ud af at masseproducere syntetisk blod, sådan at mennesker ikke behøver at frygte vampyrer og vice versa. Vampyrblod er nemlig anset som et rusmiddel. Racismen og frygten hersker derfor på begge sider, hvilket er fundamentet for flere konflikter – hvilket udpensles i sydstatslandsbyen Bon Temps. Hovedpersonen, tankelæseren Sookie Stackhouse (Anna Paquin) panner par med vampyren Bill (Stephen Moyer), mens hun arbejder som tjener hos Sam (Sam Trammell), der i smug er en såkaldt shifter. Altså som kan skifte form og udseende, som det passer ham. Byen er ikke kun omdrejningspunkt for sære skabninger, magtkampe mellem vampyrerne og andre overnaturlige skabninger og hændelser, men også for normale ”menneskelige” hverdagsdramaer. Det giver en helt absurd af overnaturlig undertoner i et melodramatisk og kaotisk miljø, hvor der i den grad spilles på sort humor, blodige sammenstød og et meget skævt persongalleri. Overdrysset med kitch, splatter og b-film cliff hangers i hobetal.

Uden at afsløre for meget af denne 2. sæson af successerien ”True Blood”, går det ikke mindre brutalt og blodigt for sig end sædvanligt. Hvad der dog adskiller serien for at falde til jorden i splat og gru er det fantastiske dialogarbejde, karakternes konstante og uforudsigelige udvikling og interaktion med hinanden. Og ikke mindst sekvenser hvor man overraskes over HBOs mod for at bryde tabuer ud i vampyrvoldvægt, homoerotik og intelligente stikpiller til det amerikanske samfund i det hele taget. Når alt det er sagt, står ”True Blood sæson 2” også som den indtil videre svageste del af de tre nuværende sæsoner.

Det imponerende persongalleri bygges op omkring en lang række sideløbende historier, der på ganske kreativ vis kædes sammen på den ene eller anden måde. Hvor et gennemgående overblik gennemsyre den ellers temmeligt komplekse historie i og omkring Bon Temps, trækkes fortællingen om den mystiske Maryann ud til det ulidelige. Timingen af de andre handlingstråde falder unaturligt sammen med hvordan hun forhekser den gæve landsby, der ellers finder sig i lidt af hvert, og da det uundgåelige sammenstød opstår mod slutningen er man allerede træt af det er blevet trukket i langdrag. Særligt tre episoder mod slutningen, plus et par enkelte i midten af sæsonen, presser den ellers fantastiske stemning ned på et niveua, hvor man er tæt på at droppe serien.

Heldigvis bydes der på helt fantastiske afsnit, der trækker skuden på ret køl. Seriens  klovn, og min personlige yndlingskarakter, Jason Stackhouse er en evig kilde til kaos og altid en fornøjelse at følge. Seriens absolutte højdepunkt er da han bliver indvolveret med en kristen-militant anti-vampyr sekt, mens han prøver at holde det hemmeligt overfor sin søster, der jo dater en vampyr. Sæsonen byder også på et rørende møde mellem Eric og hans skaber Godric, der i øvrigt er spillet af den unge danske Allan Hyde, plus en række andre sære og morsomme optrin. Selvom der er bølgedale, må ”True Blood sæson 2.” alligevel anses som essentiel og spændende, der ikke er helt nem at slippe, når man først er gået i gang.

Serien: 5/6

Lyd og billede:

Serien præsenteres i et hæderligt 1.78:1 transfer, hvor HBOs enorme budget kan mærkes i den tekniske kvalitet. Det understøttes af et udmærket Dolby Digital 5.1 lydspor, der både giver den dystre stemning og de mange dialoger en tydelig klang.

Ekstramateriale:

Udover syv kommentarspor af både Alan Ball og flere af skuespillerne, bydes der på to metadokumentarer. Den ene er en slags nyhedsudsendelse, ”The Vampire Report”, der fortæller om vampyrernes udbredelse og ”Fellowship of the Sun”, en video til nye medlemmer af den kristne anti-vampyr kirke. Det er ganske underholdende og en anderledes måde at introducere et filmisk univers.

Konklusion:

HBO er et kvalitetsstempel i sig selv, med produktioner på højt niveau på stort set alle planer. Derudover tør HBO at trodse tabuer, og gør det så elegant gennemført og underholdende, at stort set ingen andre selskaber kan følge trup med det usædvanligt høje ambitionsnivau produktionsmæssigt og filmisk set. “True Blood” er toppen af poppen i HBO regi, og selvom 2. sæson er seriens svageste, er det stadig værd at fortsætte med at følge de skæve eksistenser i Bon Temps – for intet er helt, hvad det ser ud til at være. Og mere til.

Stjerner
Bruger (0 Stemmer) {{ reviewsOverall }} / 6
Hvad folk siger... Login for at anmelde
Order by:

Be the first to leave a review.

User Avatar User Avatar
Verified
{{{ review.rating_title }}}
{{{review.rating_comment | nl2br}}}

Show more
{{ pageNumber+1 }}