”True Grit” er en genindspilning af en film af samme navn fra 1969, som var instrueret af Henry Hathaway med John Wayne i hovedrollen. På trods af at det er en genindspilning formår Coen-brødrene med deres distinktive stil at skabe deres helt egen film, så det i sidste ende egentlig føles mere som en genopfindelse end en genindspilning.

I filmen møder vi Mattie Ross (Hailee Steinfeld) der har sin spillefilmsdebut. Mattie er en ukuelig ung pige der kun har et brændende ønske; at retfærdighed sker fyldest efter hendes far er blevet myrdet af en mand ved navn Tom Chaney (Josh Brolin). Hun kontakter derfor Rooster Cogburn (Jeff Bridges), en fordrukken føderal Marshall, hvis ry for at skyde sine fanger gør ham til den rigtige person til jobbet.
Mattie kontaktes kort efter af LaBoeuf (Matt Damon), som også er på udkig efter Chaney i forbindelse med en forbrydelse begået i Texas. Mattie planlægger at ride ud med Rooster og Leboeuf i jagten på faderens morder, men den noget umage trio møder mange forhindringer undervejs.

Selvom jeg ikke er bekendt med romanen som filmen er baseret på, vil jeg sige at Coen-brødrene har gjort historien retfærdighed. Man kan ikke erstatte Wayne og hans version af Rooster, men Bridges giver en anderledes og mere robust tilgang til karakteren. Han er ikke “The Dude” fra ”The Big Lebowski” eller ”Bad Blake” fra sidste års ”Crazy Heart”, men Rooster Cogburn på den måde som Coen-brødrene har skrevet det. Bridges er ikke nødvendigvis bedre i rollen end Wayne og gør intet for at træde westernlegenden over tæerne, men gør derimod karakteren sin egen.

En væsentlig opgradering fra den originale film var i mine øjne Damons’ skildring af Laboeuf. I den oprindelige film spillede Glen Campbell en langt mere samarbejdsvillig LaBoeuf end Damon. Damon er mere uafhængig og har flere konfrontationer med Rooster. De to har en kemi der er langt mere troværdig og underholdende.

En anden større opgradering er musikken. Carter Burwell er simpelthen sublim – han giver endnu et musikalsk strejf af magi til filmen og er med til at skabe den helt rette stemning og tempo.

Hvad ville en Coen-brødrende-film være uden nogen fantastiske billeder? Roger Deakins, hvis arbejde er noget af det ypperste i branchen, gør et fantastisk stykke arbejde i at fange landskaber og stemninger i det vilde vesten, på en måde der bare ikke var til stede i film fra 50?erne og 60?erne. Den måde af sollyset flakker i landskabet, sneen falder gennem træerne, og skyggen af flakkende ild der danser, er bare nogle af de øjeblikke som skiller sig ud.

Endelig kommer vi til Joel og Ethan Coen, der må regnes for nogle af de fineste filmskabere i Hollywood i dag. De besidder en ualmindelig stilsikker sans for at fortælle en historie med billeder og dialog. Selvom de her ikke arbejder med et originalt værk, får de det stadig til at virke friskt og anderledes, så det springer ud af skærmen. Udover det er skuespillet også fremragende. Alle er til stede i deres roller og får det bedste frem i hinanden og dette er simpelthen over hele linjen.

Film 5/6

Billede og Lyd
Præsenteret i 1080p med 2.35:1 anamorphic ratio. Fantastisk detaljegrad der konstant minder os om, hvorfor vi så hurtigt er blevet vandt til HD. Det skarpe transfer er med til at fremhæve dybde og perspektiv til de i forvejen smukke landskabsbilleder.
Filmens DTS HD Master Audio-soundtrack er næsten lige så imponerende som billedkvaliteten. Filmen er i sig selv ikke højlydt sammenlignet med mange andre, men Carter Burwells soundtrack, gennem et fornuftigt anlæg, er ganske enkelt en smuk og bevægende oplevelse.

Ekstramateriale
Vanen tro er der intet kommentarspor eller noget der i den stil, der tvinger de fåmælte brødre til at tage for meget stilling til filmens indhold eller symbolik. Der er dog en del andet indhold, bl.a. bag scenerne med Mattie Ross (5 min), ”Outfitting the Old West: Buckskins, Chaps and Cowboy Hats”, en feature om kostume design (8 min), ”Colts, Winchesters & Remingtons: the Guns of a post-Civil War Western”, en feature om tidens våben (5 min) og et alt for kort indslag om cinematography. Udgivelsen rummer flere små indslag og alt i alt er ekstramaterialet godkendt, uden dog at være imponerende.

Konklusion
”True Grit” er en bedre film end 1969-udgaven. Fotografering, musik, biroller og alt omkring produktionen er generelt bedre. Jeg tager hatten af for Coen-brødrene. Det er efterhånden blevet så svært at udvælge deres bedste film – ganske enkelt fordi der er så mange af gode og ”True Grit” er bestemt en af dem