Er der én ting som filmverdenen har lært os, så er det aldrig at lade sig indskrive på et motel. Hitckcock satte standarden. En enkelt overnatning på et afsondret motel er det samme som at underskrive sin egen dødsattest. Og moteller får sjældent noget godt ry på film. Kakerlakker i hjørnerne, lortebrunt vand i hanerne, snavset sengetøj, pay-per-view porno, og så er der selvfølgelig glo-hullerne hvor motellets ejer kan spionere på sine intetanende gæster. Never check in, you may never check out. Siden motellerne er så veletablerede clichéer på film, kan man ligeså godt udnytte det fuldt ud. Vacancy er gjort af filmverdenens eget stof, når det dysfunktionelle par Amy og David begår den himmelråbende brøler, at lade sig indskrive på Pinewood Motel.

Midt om natten farer de vild i deres bil – selvfølgelig. De får motorproblemer – naturligvis. Og parret har ikke andre muligheder end at tilbringe natten på et klamt motel i ingenmandsland, så de har tydeligvis aldrig set Psycho. Bestyreren er lidt mærkelig, på den let komiske måde, men er han troværdig? Fælden klapper i det lille motelværelse, for udenfor venter et hold sadistiske freaks der producerer snuff-porno af tilfældige motelgæster. To mus i en ørnens rede skal finde en udvej, inden de bliver blodstænkte stjerner i den næste produktion. Der begives følgende ud i selvsikker leg med sin egen genre, for Vacancy er horrorgenrens ABC.

Vancancy har virkelig sine gode momenter. Særligt etableringen er flot udført, når det hadefulde par må dele samme bil, påtvunget hinandens selskab, og kører gennem det mørke landskab. Den indirekte kommunikation og mange spydigheder sætter filmens ubehagelige tone, men det er også relativt forudsigeligt, for parret vil med sikkerhed lære at elske hinanden inden natten er overstået. Der er god sans for detaljer, dvælen og små betydningsfulde rekvisitter. Men langsomt glider plottet over i en situation der ikke er helt så panisk, som den ønsker sig. Trætheden kan meget vel indfinde sig hos sit publikum, og med en spilletid på blot 80 minutter har Vacancy tydeligvis erkendt sit lille potentiale. ? Mere kunne citronen ikke presses.

Clicheérne står på række i Vacancy, i en sådan grad at det næsten er parodisk. Opskriften hedder horror, og ingredienserne har været de samme i mere end tyve år. Kvindeskrig, knive, masker og mordere der pludselig dukker op i mørket bag sine ofre. På den ene side er genkendeligheden sjov og næsten nostalgisk, men på den anden side bliver det også snigende kedsommeligt. Det er for nemt at gætte sig vej gennem handlingen, og dødsofrene har oftest et stort kryds på ryggen. De knivglade drenge veksler mellem at være ualmindeligt inkompetente, til at være overmenneskeligt snedige, og logikken skranter flere gange så meget, at man rives ud af fortællingen. Selve gyset er mørkt, stemningsfuldt og atmosfærisk, men intelligent og udfordrende bliver det aldrig. Vacancy har glimrende potentiale, som desværre ikke udnyttes fuldt ud. Men savner man gyset, gåderne og menneskets ubodelige ondskab, så er Vacancy ikke det værste bud på en omgang sommerhorror.
David og Amy skyder genvej en nat, hvor de bare vil hurtigt hjem. Endnu et skænderi er under opsejling i deres allerede kuldsejlede ægteskab, men må udsættes på ubestemt tid da bilen bryder sammen. Der er ikke andet valg end motellet. Den lidt lumre receptionist overtaler dem til at betale ekstra for bryllupssuiten, men der er ikke noget at råbe hurra for. Der er dog et TV og nogle VHS-bånd David gætter på at det er porno, og vil i hvert fald have noget for sine 5 dollars.
Men det er ikke porno. – Det er optagelser af desperate mennesker der på bestialsk vis bliver myrdet på et hotelværelser meget lig det, som David og Amy befinder sig i. Nu må deres uenigheder vige, og de må finde ud af at samarbejde, hvis de blot skal have dem mindste chance for at overleve til solopgang.