Alt bliver sejere i sort. Det måtte Peter Parker også sande, da hans kulørte spandex-dragt blev inficeret af sort slim fra rummet. Selv den største helt har jo en skyggeside – det er dét som får os til at relatere til dem. Spider-Mans skyggeside fik en plads ved pianoet i Sam Raimis tredje og ret mislykkede superhelte-epos. To af universets ikoniske superskurke blev klattet væk i en ufokuseret finale, og den kløende begejstring for endelig at se Venom i fysisk animeret form mistede til sidst dampen. Et kæmpe spildt potentiale, for superhelte er seje, men det er superskurkenes skygge som indirekte drager os.

Der sker meget bag kulisserne i produktionen af superheltefilm: Sony med ubegrænsede rettigheder som lejer af Spider-Man, slingrer igennem film med ujævn kvalitet, mens aftaler indgås og håndtrykkene sveder, så Marvel kan låne Spider-Man til deres eget ensemble. En masse økonomisk postyr for en hovmodig teenagedreng i en dragt. Marvel har fået styr på deres edderkop, men hvad med hans mørke alter ego? Den del som taler til vores skyggeside og trangen til at smadre forruden på naboen bil, fordi han parkerer tæt på din flise? Mens Marvel stråler i solen, har Venom også været gennem adskillige bud på en varig filmrolle. Det bud landede i biograferne i 2018, og selvom anmelderne ikke sitrede af begejstring, så var det en tilpas økonomisk succes, som der måske bliver fulgt op på.

Tegneseriens mange mutationer bringer Venom frem som anti-helten, for selvom den skruppelløse journalist Eddie Brock a.k.a. Venom er skurken i kontrast til Spider-Man, så er der ondere kræfter i spil når han indtager hovedrollen. Med en naturlig menneskelig fejlrate og en historik af tvivlsomme beslutninger får den aggressive journalist nys om en historie som forventeligt vil lure ham ind i Venoms klæbrige masse. En privatejet rumfærge med klistrede materialer fra en meteor styrter ned på Jorden, og alle prøverne genfindes – undtagen én. Den kyniske videnskabsmand Carlton Drake bruger prøverne til at eksperimentere sig frem til en symbiose mellem massen og mennesker, lige indtil Eddie Brock bryder ind og får en uventet partner med sig hjem under huden.

Mere end en armslængde fra Marvels kulørte univers, læner Venom sig op af horrorgenrens evige nat, gode gamle scarejumps og skyggernes tunge kontraster. Gys klæder Venom bedre som karakter. Men, ligesom så mange andre oprindelseshistorier, er det en historie der er lang i spyttet før hovedretten serveres. Eddie Brock skal først defineres fra ny som en entusiast der er god nok på bunden, men bare tager overilede beslutninger og spolere livet for sine nærmeste. Det klæbrige rumslim skal lande, mens forsøgene mod den uundgåelige foretages. Langt om længe får Eddie en mørk stemme i hovedet og en forlænget arm der kan bide hovedet af folk. Endnu en lang oprindelseshistorie der lander som forventet, uden andre tricks i ærmet.

Venom har en tiltrængt mørkere tone-and-voice, uden ligefrem at være Batman, og karakter af klassens frække dreng. Lyddesignerne har succesfuldt formidlet Venoms mørke stemme, så vi næsten selv får den i hovedet. Det er disse tekniske tiltag (og en bedre Venom end Spider-Man 3) som gør Venom anno 2018 til en mørkelagt superheltefilm der lige akkurat er godkendt. Slutningen vil gerne gøre os sultne efter mere – en mulig efterfølger – men så er der også behov solid opgradering hvis den sorte anti-helt skal være mere end en døgnflue fra rummet.

Stjerner
Bruger (0 Stemmer) {{ reviewsOverall }} / 6
Hvad folk siger... Login for at anmelde
Order by:

Be the first to leave a review.

User Avatar User Avatar
Verified
{{{ review.rating_title }}}
{{{review.rating_comment | nl2br}}}

Show more
{{ pageNumber+1 }}