Lige netop som OL er slut, dukker en OL-film op i en sprit ny udgivelse. ”Viljen Til Sejr”, eller ”Chariots Of Fire” som nu engang er originaltitlen, er helt tilbage fra 1981, og dengang snuppede den faktisk Oscar-statuetten foran snuden på den første Indiana Jones film. Filmen er sidenhen blevet en klassiker, ikke kun pga. førnævnte faktum, men også fordi den besidder en sjælden charme. Den er nemlig ikke fyldt med onde og gode mennesker, og selvom den omhandler to rivaler, er det ligeledes svært at se, hvem den egentligt holder med. Uden brug af den gængse protagonist/antagonist tilgang er det dog svært at leve sig ind i fortællingen, så selvom eksperimentet respekteres, er det i mine øjne ikke 100% vellykket. Heldigvis har filmen mere at byde på end det.

”Viljen Til Sejr” er baseret på en sand historie, hvor vi følger Harold Abrahams (Ben Cross) og Eric Liddell (Ian Charleson) og deres jagt på guldet ved OL i Paris i 1924. Harold er studerende og jøde, og hans formål med at løbe er, at opnå berømmelse og undgå fordomme. Eric er derimod en kristen missionær, som løber for Gud. Begge har dog netop de største ambitioner og en stærk drivkraft.

”Viljen Til Sejr” fokuserer ikke så meget på selv konkurrencerne i filmen. Der er ikke de store opbygninger, og selve løbene forekommer ikke specielt intense. Det er slet ikke filmens formål, at skabe den form for dynamik, men netop som den danske oversættelse påpeger, er det viljen til at sejre, der beskrives. Det menneskelige drama er konstant i fokus, og langsomt begynder man at forstå, hvorfor det er så vigtigt for den enkelte at vinde noget så simpelt som en konkurrence i løb. Udmærkelsen beskrives fremragende  igennem filmens to timers spilletid, selvom filmens fokus kan flagre en anelse fra tid til anden.

Det er altid med den største vemodighed, når jeg føler mig nødsaget til at kritisere, hvad der anses som en tidløs klassiker, men ”Viljen Til Sejr” er ikke den perfekte film. Den forsøger en hel del undervejs, og det er skam interessant nok i sig selv, men netop som de nævnte detaljer før, er der ikke alt der lykkedes for den undervejs. Filmmediet er desværre i film som disse, afhængig af visse detaljer, og selvom det menneskelige drama skam er den bedste indgangsvinkel, føler jeg ikke, at vi kommer godt nok i dybden på karaktererne. Både Abrahams og Liddell har flere sider end de viste, og i enkelte scener virker det også som om, at man gerne villet have været mere i dybden med dem, men de forbliver en anelse overfladisk beskrevet, da de ofte blot bliver brugt som en form for katalysator til den næste store konkurrence. Med det sagt så er filmen dog både interessant, medrivende og charmerende, og netop fordi konkurrencerne ofte er det eneste store dilemma, så er det rart med en film, der føles dejligt ufarlig i langt det meste af tiden.

Billede & Lyd

Billedet har generelt nogle bløde farver, og virker måske ikke direkte imponerende med sit lette lag af gryn, men det er immervæk sådan filmen skal se ud, for at skabe den helt rigtige stemning. Lyden er en smule mindre imponerende, hvor baghøjtalerne sjældent kommer i brug, men selve mixet er godt sat sammen, og alt fra musik til dialog går klart igennem.

Ekstramateriale

Ekstramaterialet er ganske omfavnsrigt på denne udgivelse. Uden at gå i dybden med det, da det ville fylde en helt anmeldelse alene, kan jeg påpege at en god håndfuld featuretter har næsten 2 timers spilletid tilsammen, og det hele er ganske interessant. Kommentarsporet med instruktøren Hugh Hudson er ligeledes meget informativt, og de slettede scener samt diverse screen tests er også værd at se. Som helhed fungerer alt ekstramaterialet som fremragende supplement til filmen, og har min højeste anbefaling.

Konklusion

Jeg er overraskende nok ikke overvældet af mit møde med ”Viljen Til Sejr”. Det er dog en glimrende film, som beskriver en menneskelig karakteristik glimrende, selvom jeg altid har haft svært ved at forstå den. Det menneskelige drama er konstant i fokus, og det er vel nok den sportsfilm, der handler mindst om sport, som jeg hidtil har set. Den har dog charme og hjerte i stedet, og det er netop det, den lever på. Ekstramaterialet er intet mindre end fænomentalt, og udgivelsens billede ser glimrende ud, imens lyden må få stemplet ”acceptabelt”.

[youtube id=”QKHPm3BSba8″ width=”600″ height=”350″]