Ken Loach er mest kendt for sine systemkritiske menneskeskildringer, vinklet fra de små toværelses lejligheder i England. Stilen er oftest hensynsløs, uretfærdig, bevidst selvmodsigende og fortalt med et usympatisk, ærligt og dokumentarisk blik. Men med Vinden som Ryster Kornet har han fravristet sig sine kendetegn ved at skabe et historisk drama. Filmen griber fat omkring de spæde år for IRA og rødderne i den irske frihedskamp. I 1920 er Irland er under britisk herredømme, og engelske soldater er udstationeret for at bruge grovfilen og knytte kæften på enhver potentiel idealist. Og lad der lige falde en advarsel, for det går ualmindeligt hårdt for sig. Man må i de værste tilfælde kigge væk fra lærredet, og jeg frygtede én stor mudderkastning mod det britiske kongerige. Men en så unuanceret verden vil publikum ikke indfinde sig i, efterhånden som historien taget fat.

Fortællingens pickup bevæger sig selvsikkert fra klare distinktioner mellem godhed og ondskab, til en indspist rodet affære hvor det bliver gradvist sværere at udpege den reelle fjende. Tilstedeværelsen af en britisk militærstyrke, gør de irske idealister kampklare. Vrede bønder samler sig når endimensionale britiske soldater begår forbrydelser mod den irske befolkning, men de langsigtede konsekvenser er umulige at se, når tågen lægger sig over de irske enge. Da kampen tager en politisk drejning, drukner gode hensigter i hovedløs bureaukrati og interne konflikter. Med fraværet af fysiske fjender dannes oplægget for klassekamp og en farlig idealisme, som kun forværrer situationen og splitter landsmændene. En lykkelig slutning er umulig, og Ken Loach slår de menneskelige tab fast med en lægtehammer.

Vinden som Ryster Kornet er blevet beskrevet som det mest ?IRA-venlige?, der nogensinde er lavet, men personligt deler jeg ikke denne opfattelse. Nok blotlægges en ækel skamplet i den britiske historiebog, og nok kommer vi meget tæt på den lunte der antændte den irske guerilla hær, men Loach formår stadig at så tvivl som projektets retfærdighed. Fundamental empati og kærlighed slagtes til fordel for krigens ed, så jeg vil i stædig grad rettere betegne filmen som ?IRA-nuanceret?.

Nok er Loach inspireret af politiske temaer, og med Vinden som Ryster Kornet bliver der kastet mange væsentlige diskussioner i manegen. Agendaen er tydelig men man savner lidt en eksplicit stillingtagen fra instruktørens side. Fortællingen blotter et politisk og idealistisk kaotisk hulrum, og selvom vi alle er velkommen til at drage vores egne holdninger og konklusioner, så mangler jeg lidt et mærkbart ?Loach-manifest?. Man skulle jo nødigt tolke det som berøringsangst.

Ken Loach har flyttet blikket fra nutidens mennesketragedier til fortiden store arena, men selv indenfor et historisk plot er han stadig realismens mester. Måske ikke så radikalt som hans socialrealistiske storbyfortællinger, men han vælger bevidst ikke at gemme sig bag stil og farver, for Loach har som regel ikke nogen svaghed at skjule. Kameraet er det neutrale, ikke-dømmende øje der passivt registrerer de barske hændelser der udspiller sig. Fortællestilen er omhyggeligt komponeret med det ene formål ikke at virke komponeret, og det lykkedes som altid for den ferme instruktør.

Som den svageste dreng på fodboldholdet har Ken Loach misset seks forsøg på at vinde de Gyldne Palmer. Men den syvende gang var det endelig hans tur, da han i sommeren 2006 kunne træde op på podiet i Cannes og modtage sin fortjente anerkendelse. Var det en sympati-pris som en forbarmet jury tildelte ham? – Ikke ifølge denne anmelder, for Vinden som Ryster Kornet er både en ambitiøs og vigtig film. Særligt det sidstnævnte. Det er interessant at se Loach bevæge sig væk fra sin vante bandehalvdel, og med brede armbevægelser formidle en overset historisk begivenhed, som endnu har sin relevans.
Drevet af en dyb følelse af pligt og kærlighed til sit land, dropper Damien (Cillian Murphy) sin lovende karriere som læge og slutter sig til sin bror, Teddy, i en farlig og voldelig kamp for Irlands frihed. Frihedskæmperne vinder frem, og englænderne giver efter. Irland siger derpå ja til en traktat, så blodsudgydelserne kan stoppe. Ikke alle er dog enige i, at det er frihed, de har vundet, og en desperat borgerkrig bryder ud. Familier, der har kæmpet side mod side, splittes og vender sig imod hinanden, og brødrenes loyalitet sættes på den ultimative test.