Disneyficering er ikke ligefrem et nyt virkemiddel i filmens verden, særligt ikke efter animationsfilm for alvor er slået igennem henover de seneste ti år. Desværre føles det ofte som gammel vin på nye flasker, når der genbruges klassiske (og forudsigelige) plots, blot med talende dyr som eneste nye fortegn. ”Vogterne fra Ga’Hoole” er bestemt ingen udtagelse, om eventyrlystne og krigsliderlige helteugler. For netop dét er særlige ugle-agtige træk, må vi jo huske på.

Soren, en purunge Tyto-ugle, er gennem hele sin opvækst blevet håndmaddet om ugle-eventyr af sin far, om de legendariske ’Vogterne fra Ga’Hoole’. De er en sagnomspunden gruppe elitekriger-ugler, der gennem historien har opretholdt en balance ved at nedkæmpe de onde Ædlinge ugler, der har skumle planer om at skabe et grusomt ugleverdensrige. Hans bror Kludd er ikke synderligt betaget af heltesagn, og har kun for øje at behage sin far, som har et særligt svagt hjerte for Soren. Da de to brødre en nat bliver kidnappet af netop  Ædlinge, udfolder der sig et eventyr af de helt store.

Fortælling om den uduelige outsider, der pludseligt går hen og redder verden heltemodigt, er en meget ridset plade. Og det er trættende at lægge øre til endnu engang, særligt med talende dyr. Senest blev der forsøgt med forvoksede smøfler i ”Avatar”, og nu gudhjælpemig med pjuskede plysugler i ”Vogterne fra Ga’Hoole” . Og nej, selv de mest højflyvende nyttedyr kan ikke redde den ordentlige klat uglegylp denne gang, fra et gabende kedeligt styrtdyk ned i forglemmelsens rige.

”Vogterne fra Ga’Hoole” er en børnefilm på godt og ondt. Fjollede, men ikke sjove, fald på halefjernerne-optrin er der rigeligt af, mens hele universet ligner en Kinderæg-reklame på sukkerchock. Problemet er imidlertid, at det indimellem alt for sødlige skifter til det for dystre til de helt små børn, mens den er for kedsommelig og for rodet til at de lidt ændre vil blive underholdt. Tre af de i alt femten bøger er repræsenteret i hvad der kunne blive starten på en Harry Potter-lignede filmserie, med det resultat at det er blevet alt for stramt fortalt. Karakterne får aldrig lov til at udvikle sig, og der gives ikke rum til at kunne identificere sig med hverken den ene eller anden ugle – hvilket i sig selv er omstændigt nok. Tempoet fejler vel at mærke intet, selvom det aldrig bliver spændende. Det er bare en helt forkert film at sætte det så højt i, da det går udover indlevelsen og dermed oplevelsen.

Hånden på hjertet – ugle-action i slowmotion lyder næsten for åndssvagt til at være sandt. Ikke desto mindre er slowmotion instruktør Zack Snyders varemærke, og det var vitterligt underholdende i tegneseriefilmatiseringerne af ”300” og særligt ”Watchmen”, der bør betragtes som én af de bedste indenfor genren. Eftersom han står bag ”Vogterne fra Ga’Hoole” er der naturligvis smurt ekstra tykt på i det henseende, hvilket slet ikke fremstår som det kække eye-candy, det formentlig er tilsigtet. Måske fordi det er en børnefilm, hvor der ikke skal trædes over de grænser, han normalt hakker til ukendelighed – men det ser til gengæld latterligt malplaceret ud her.

Konklusion:

Der skal virkeligt diskes op med en film udover det sædvanlige, hvis en helt klassisk eventyrfilm uden nytænkning – med talende plat-ugler – skal fungere. Derfor virker actioninstruktøren Zack Snyder også som et interessant valg umiddelbart, men han forstår simpelthen hverken sin målgruppe eller genren. Snyder skal holde sig til det, som han er bedst til – Frank Miller-tegneseriefilmatiseringer og drengerøvsaction – og holde sig MEGET langt væk fra børnefilm.