Den østrigske dokumentarfilminstruktør Nikolaus Geyrhalter har modtaget flere priser for sin film fra 2005, og det er da også en usædvanlig og undertiden stærk dokumentarfilm. Den afstår helt fra kommentarer, og det betyder, at man undertiden bare må undres. Hvad bliver vandet med hvad? Hvorfor står køer på et transportbånd? Først sent i filmen ser man at de skal maskinmalkes. Hvorfor tages små kyllinger op af nogle kasser og puttes ind i andre kasser?

De fleste scener er dog umiddelbart forståelige. Vi ser enorme kyllingeflokke i et langt, langt hus med kunstigt lys, og siden ser vi dem blive suget op af en kyllingsstøvsuger, der spytter dem ud i bure, hvorfra de går til slagtning. Forskellige slags giftsprøjtning og traktorkørsel giver jo også sig selv. Der er scener fra mange slags industrilandbrug og enorme gartnerier med alle slags maskiner.
Vi kommer også dybt under jorden i en kalkmine, og der er endog et fiskeslagteri.
En gang i mellem holder landarbejderne pause og sidder stille og ensomt i en minutlang scene, ellers er deres arbejde yderst monotont og ind imellem ulækkert.

Det der er sværest at se på, er hvordan gode gamle køer bliver dræbt og flået, så de kan blive til oksekød. Filmen er optaget rundt om i Europa og bl.a. på et Danish Crown-slagteri.
Da de enkelte scener er uvant lange, ofte 30-60 sekunder med en fast kameraindstilling, virker filmen meget langtrukken. Selvfølgelig kan man blive bekymret både for den maskinelle behandling af dyr, for den ivrige giftsprøjtning af planter og for de mennesker, der tilsyneladende laver de samme mekaniske bevægelser dag efter dag og i sidste ende for, hvad det er, man selv putter i munden, men jeg synes ikke filmen er slagkraftig nok.

Man får for lidt reel besked og for mange scener med delprocesser af for mange slags arbejde, til at man bliver engageret. Havde filmen holdt sig til, hvordan kyllinger, køer og svin bliver behandlet, ville den have virket stærkere.
Jeg må indrømme, at det var mere af pligt end af lyst, at jeg blev siddende filmen ud, og jeg tror ikke, at den finder et publikum på mere end nogle få hundrede i Øst for Paradis og Vester Vov Vov.
2 klaptræer. Tilskueren bliver præsenteret for det moderne industrialiserede landbrug og gartneri i en lang række scener uden kommentarer eller musik. Der er kun billeder af produktionsprocesser med de implicerede dyr, planter og mennesker i scener på et halvt til et helt minut med samme kameraindstilling.