I Henning Mankells univers så rammer forbrydelsen sjældent tilfældige mennesker. Bag ugerningen gemmer der sig næsten altid et ønske om hævn på grund af fortidige hændelser, og nøglen til opklaringen af forbrydelsen skal derfor findes i afdækningen af ofrets relationer.
Da en ung kvinde, Miranda, der er medlem af et pigekor, forsvinder i forbindelse med en koncert i Ystad, har Wallander og hans kollegaer imidlertid svært ved at genskue, hvordan fortiden har betydning for hendes forsvinden. Mirandas forældre er af udenlandsk oprindelse, og mistanken om æresdrab kommer hurtigt op, men uden den leder opklaringen videre. I øvrigt også ganske typisk for Mankell, at han på den måde forsøger at lede politi (og læsere) på vildspor ved at spille på de stereotype opfattelser af forskellige grupper.

Det er endnu engang Agneta Fagerström-Olsson der sidder i instruktørstolen, men det er en særdeles tynd historie, hun har fået at arbejde med. Afsnittet slæber sig af sted, mens vi må lægge øre til alenlange diskussioner mellem Wallander og hans evige flamme, advokat Katarina Lundgren, hvis forhold er ligeså stillestående som handlingen.
Det tager næsten en time for ”Dødsengelen” at komme i gang, og det kun for at nå frem til en slutning der er både tynd og utroværdig. Jeg vil for fans af serien ikke afsløre mere, men skulle man hoppe over et enkelt afsnit, så går man i ”Dødsengelen” ikke glip af ret meget.

Lyd & Billede
Billedet tager sig nydeligt ud, og der er ikke spor af støj eller komprimeringsfejl. Der er kun få scener, hvor der er gjort hørbar brug af surround effekter, men der fungerer Dolby Digital–sporet glimrende.
Lydformat: Dolby Digital 5.1: Svensk
Billedformat: 16:9 Anamorphic Widescreen
Ekstramateriale
Ekstramaterialet består af trailers for samtlige Wallander-film incl. den kommende ”Genfærdet”.

Konklusion
Tomgang må siges at være nøgleordet for ”Dødsengelen” (jeg føler mig fristet til at omdøbe den til ”Dødssejleren”, men så lavt vil jeg ikke synke). Man må håbe, at Iben Hjejle, der har en fremtrædende rolle i det næste afsnit, kan sparke lidt liv i serien.
Filminformation
Originaltitel: Wallander 22: Dödsängeln
Instruktør: Agneta Fagerström-Olsson
Medvirkende: Krister Henriksson, Lena Endre, Nina Zanjani, Sverrir Gudnason
Produktionsår: 2009
Længde: 90 min.
Premiere: 19. januar 2010
Distributør: SF-Film