Mens den svenske ”Wallander”-serie med Krister Henriksson sidste efterår nåede sin afslutning, så fortætter serien på engelsk med Kenneth Branagh i titelrollen. BBC har i denne omgang kastet sig over ”Mordere Uden Ansigt”, ”Skyggerne” og ”Den Femte Kvinde”, hvilket kendere af Henning Mankells forfatterskab vil bemærke, kronologisk udspiller sig før de forrige film.

De fleste ”Wallander”-fortællinger har begrænset overlap, men det skal her anbefales, at man ser filmene i ovenfor nævnte rækkefølge, da flere af sidehistorierne bliver bygget gradvist op i løbet af de tre episoder. I forhold til de tre første film med Kenneth Branagh som Wallander er den mest markante forskel, at Wallanders far, Povel, spiller en central rolle for historierne. Den melankolske, indelukkede og til tider også aggressive Povel spilles med stor dygtighed af David Warner, og samspillet mellem ham og Kenneth Branagh er en fornøjelse at følge.

Den første – og nok den svageste af de tre film om end den på ingen måde er dårlig – er ”Mordere Uden Ansigt”. Der er tale om en typisk Mankell-historie, hvor fortællingen om selvtægt mod en gruppe landarbejdere af udenlandsk herkomst har et tydelig samfundskritisk snit. Desværre så er ”Mordere Uden Ansigt” som kriminalfilm temmelig tyndbenet, og det kan end ikke mesterligt sammenspil mellem Warner og Branagh dække over.

Langt bedre fungerer ”Skyggerne” (på engelsk ”The Man Who Smiled”), hvor vi møder en psykisk mærket Wallander, der ikke er kommet sig over de begivenheder, der afsluttede ”Mordere Uden Ansigt”. Væk er Wallanders normale pondus og autoritet, hvilket giver plads til et intenst lille psykologisk krimi-drama med en fremragende Kenneth Branagh som omdrejningspunkt.

Det bedste af de tre afsnit er dog ”Den Femte Kvinde”, hvor Wallander jager en seriemorder, der truer med at slå til igen. Det er langt det mest brutale afsnit af de tre, men rummer stadig en humanistisk kerne, der adskiller serien fra de mange overdrevent voldelige thrillers, som Hollywood udsender nærmest på samlebånd. Branagh yder endnu en kraftpræstation som den ensomme og mærkede Wallander, og selvom jeg stadig har lidt svært med at se en film optaget i Ystad, hvor alle taler engelsk, så kan det ikke overskygge, at BBC-versionen af ”Wallander” er ualmindeligt godt håndværk.

Film: 5/6.

Lyd & Billede
Filmene er som skrevet ovenfor optaget ”on location” i Ystad, der er skildret i afdæmpede og til tider næsten monokrome farver. Sammen med Emily Barker & The Red Clay Halo’s stemningsfyldte kendingsmelodi matcher det perfekt den melankolske stemning i ”Wallander”-universet.
Lydformat: Dolby Digital 5.1: Engelsk
Billedformat: 1.78:1 Anamorphic Widescreen

Ekstramateriale
Der er, som det ofte er tilfælde for BBC-serier, intet ekstramateriale til udgivelsen.

Konklusion
En solid ”Wallander”-udgivelse der trods manglende ekstramateriale kan anbefales til alle Henning Mankell fans.