Det er over 2 år siden, at indisk-canadiske Deepa Mehtas film Water havde verdenspremiere, så det er usædvanlig lang tid, det har taget for den at nå de danske biografer. I flere år så det endda ud til, at Water aldrig ville blive færdiggjort, da voldsomme protester mod filmen i Varanasi i Indien gjorde, at optagelserne ikke kunne fuldføres.

Rygter om filmens kritiske brug af hellige hinduistiske tekster vakte harme blandt både religiøse og politiske ledere, men i sidste øjeblik blev filmen reddet ved at flytte optagelserne til Sri Lanka. Den færdige film blev efterfølgende forbudt i Indien, men da filmen bl.a. i selskab med Efter Brylluppet blev Oscarnomineret for bedste udenlandske film (indstillet af den canadiske Oscarkomite på trods af, at sproget i filmen er hindi), så fik en censureret version af filmen også premiere i Indien.

Water er Deepa Mehtas sidste i en trilogi der startede med filmene Fire og Earth. Alle tre film har hver på deres måde sat fokus på tabuer i det indiske samfund, og i Water handler det om, hvorledes ældgamle hellige hindu-tekster bliver brugt som begrundelse for at udstøde enkekoner fra samfundet. Årsagen til udstødelsen er ifølge Metha imidlertid ikke religiøs, men fordi familierne vil frigøre sig fra den økonomiske byrde, som de enlige kvinder udgør.

Filmen udspiller sig i 1930?erne, og fortæller historien om pigen Chuyia. Hun bliver, som sædvanen i hendes kaste foreskriver, i en alder af 8 år gift. Hendes ægtemand bliver imidlertid året efter dræbt i en ulykke, og inden hun er fyldt 10, er hun således allerede blevet enke. Som enke er hun ikke længere ønsket af samfundet, og Chuyia tvinges derfor flytte til et hjem for enkekoner.

Deepa Mehta er fra flere steder blevet kritiseret for, at hun bruger en historie fra 30?erne til at angribe nutidens indiske samfund, der på mange niveauer har udviklet sig kolossalt siden da. Kritikken er nok delvist berettiget, men omvendt så skal man heller ikke opholde sig ret lang tid i Indien for at konstatere, at den diskrimination mod kvinder, som Metha i filmen gør oprør mod, på ingen måde er forsvundet.

Historien er fortalt i et roligt tempo og med nogle sjældent smukke billeder, der står som en skærende kontrast til kvindernes barske hverdag. Filmen præsenterer ingen lette løsninger, men den efterlader dog et håb om, at den unge pige, Chuyia, vil kunne få sig et værdigt liv.

Water gør op med, hvorledes religiøse dogmer og traditioner bliver vejet højere end fornuft og humanisme, og det er et budskab, man ikke kan høre for tit. Det er en smuk film, som man bør unde sig selv at se. Chuyia er blevet enke i en alder af kun 8 år. Tradition og de religiøse skrifter foreskriver at hun som enke må leve et liv i forsagelse og gøre godt for de synder, som forårsagede ægtemandens død. Chuyia anbringes i et kollektiv for enker, hvor hun møder den smukke Kalayani. Sammen møder de Narayan, en ung, idealistisk og nyuddannet jurist, som også er tilhænger af Gandhi. Kalayani og Narayan bliver hurtigt forelskede, men det faktum at Kalayani er enke, lægger begrænsninger på deres forhold. Alligevel trodser de alle love og mødes i hemmelighed…