“We Own The Night” er en af de film, der smuttede nogenlunde uset forbi min liste af film, der skal ses. Derfor er det bestemt meget rart pludselig at opdage den og endda få chancen for at anmelde den.  Mine forventninger voksede langsomt, da coveret udråber løfter som ”mesterlig mafiafilm!” og ”til fans af ”The Departed” og ”Eastern Promises””. Skuffelsen begyndte dog langsomt at sætte ind igen, da filmen gik i gang, og jeg kunne i slutningen af dagen konstatere, at jeg havde været igennem en noget knoglet rutsjetur af følelser.

”We Own The Night” er ikke en gangsterfilm. Til tider viser den øjeblikke af det russiske gangstermiljø i New York, men det er bestemt ikke her, filmen har sine problematikker og overordnet set har sin plads. Derimod handler filmen om familiens sorte får, Bobby Green (spillet fremragende af Joaquin Phoenix), der har møde de forkerte mennesker, og ubevidst er blevet en del af det kriminelle miljø. Da hans far og bror er en del af politiet, står Bobby tilbage med det velkendte spørgsmål: er blod tykkere end vand? Svaret og filmens forløsning er desværre uden kød og sjæl, og filmen falder fuldstændigt fra hinanden, når Bobby omfavner det han mener, er det rigtige svar. Herfra går filmen fra at have et interessant dilemma til, at blive en regulær actionfilm uden substans og opfindsomhed. ”We Own The Night” lider den triste skæbne at have masser af ufuldendt potentiale. Selvom mine forventninger måske allerede var et helt andet sted, var denne overraskelse altså næppe positiv.

Dog er ”We Own The Night” ikke en komplet fiasko. Udover at have en masse fantastiske præstationer, hvor især Joaquin Phoenix endnu engang brænder igennem (og Mark Wahlberg endnu engang beviser, at han som skuespiller kun kan spille et barn i en voksen krop), har spændingsscenerne en unik æstetisk værdi. Ved den simple funktion at fjerne det meste af lyden og lade en monoton hyletone dominere, spænder tilskuerens muskler sig hurtigt til i det uvante farvand. Ligeså er Bobbys dilemma et interessant et af slagsen, men da instruktør og manuskriptforfatter James Gray tolker verden som sort og hvid, kommer det desværre ikke til at tilfredsstille. Man sidder efter filmens rulletekster med en noget tom fornemmelse af, at der bare mangler et eller andet, og det er næppe Grays store mening med filmen.

Billede Og Lyd
”We Own The Night” har konsekvent et lille lag af flimmer i billedet. Det er ikke meget, og det bliver ikke bemærket, da billedet konstant har den samme kvalitet – men det er der. Udover det er farvetoningen virkelig flot, og instruktørens leg med mørke og skygger kommer uden tvivl til sit rette udtryk på denne udgivelse. Lyden er dog en smule skuffende, men det er måske mere lydredigeringens skyld, da der er en abnorm mangel på detaljer. Det lyder smukt i spændingsscenerne men udover det, er det næppe det mest fantastiske lydbillede ”We Own The Night” kan vise frem.
Ekstramateriale
Ekstramaterialet består ikke af andet end en trailer og en enkelt featurette, der går bag om kameraet. Denne featurette varer til gengæld næsten en time, og består hovedsageligt af instruktøren James Gray, der sidder og forklarer hvordan filmen er kommet til verden. Det er næppe særligt underholdende eller informativt og derfor alt for trivielt i længden, så den anbefales udelukkende til de største fans af filmen.
Konklusion
Hvor James Gray satte Mark Wahlberg og Joaquin Phoenix sammen i ”The Yards” og skabte en underholdende lille film, har han taget et skridt tilbage med ”We Own The Night” af den simple grund, at han har gabt over mere end hvad hans evner som instruktør og manuskriptforfatter rækker til. Filmen bør dog opleves alene for spændingsscenernes skyld, og udgivelsen her er det indtil videre bedste bud på den fuldendte oplevelse af filmen. Selvom billede og lyd godt kunne blive bedre, og ekstramaterialet god kunne krydres lidt bedre, er denne udgivelse stadig oplevelsen værd, hvis man har interesse i genren og spændingsopbygning og udførelse i det hele taget.
Filminformation
Originaltitel: We Own The Night
Instruktør: James Gray
Medvirkende: Joaquin Phoenix, Mark Wahlberh, Robert Duvall, Eva Mendes
Produktionsår: 2007
Længde: 117 min.
Premiere: (Blu-ray) 8. september 2009
Produktionsselskab: 2929 Productions, Sandrew Metronome