”Why Him?” er en film vi har set tonsvis af gange før. ”Meet the Parents”, ”Guess Who”, ”Peeples” og ”Guess Who’s Coming to Dinner” tog alle udgangspunkt i mødet mellem svigersøn og svigerforældre. Ja, dette koncept blev såmænd brugt tidligere på året i gyserhittet ”Get Out”. I modsætningen til disse film er ”Why Him?” en noget mere grov og vulgær komedie, som i den grad lever op til sin R-rating.

En familiefar (Bryan Cranston) skal møde datterens (Zoey Deutch) kæreste for første gang. Den velmenende forælder har høje forventninger til kærestens kunnen, men bliver gevaldigt overrasket, da en excentrisk internetmillionær (James Franco) præsenterer sig selv og viser sin nylavede rygtatovering af familiens julekort. Han har absolut intet filter, og fortæller alt, der falder ham ind. Den overbeskyttende far kan ikke udstå svigersønnen, og situationen bliver kun værre, da han finder ud af planerne om en forestående forlovelse.

”Why Him?” er instrueret af John Hamburg som tidligere har stået bag den middelmådige ”Men så kom Polly” samt den langt bedre ”I Love You, Man”. Kvalitetsmæssigt lander ”Why Him?” lige akkurat i midten af instruktørens CV. Plottet i denne film er så papirtyndt, at man kan undre sig over, hvorfor den overhoved blev lavet. Man skulle tro at der findes tusindvis af andre manuskripter i Hollywood som gør sig mere fortjent til at blive bragt til livs. Med det sagt er ”Why Him?” en ganske sjov film, hvilket mest af alt skyldes det fremragende cast.

Inden ”Breaking Bad” gjorde Bryan Cranston til et stort navn var han primært kendt for sine komiske optrædener, hvilket tydeligt kan ses i ”Why Him?”. Hans komiske timing sidder lige i skabet og kemien mellem ham og James Franco slår ofte gnister. Det var dog Keegan-Michael Key, kendt fra ”Key and Peele”, som for alvor stjal showet. Hans hav af accenter, grimasser og sjove replikker væltede kegler fra start til slut, og man ærgrer sig nærmest over, at han ikke er med i en bedre film. Hvis filmens eneste mål er at få publikum til at grine, så må man dog sige, at den gør et udmærket stykke arbejde. Hvis man som tilskuer blot forlanger at grine, så kan man roligt give sig i kast med ”Why Him?”… Men forvent ikke meget originalitet!

 

Billede og lyd

Billedformatet er præsenteret i HD Widescreen 1080p. BD-udgivelsen af ”Why Him?” byder på et rigtig flot transfer. Farverne er klare og naturlige og der er ikke skyggen af støv eller andre digitale forstyrrelser.

Lydformatet er præsenteret i DTS-HD Master Audio 5.1. Der er heller ikke meget at påpege ved lydsiden. Både lyden og musikken kommer klart igennem, uden at være helt fantastisk.

Ekstramateriale

Blu-ray-udgivelsen af ”Why Him?” indeholder en masse ekstramateriale. Disken byder på hele fem features ved navn ”47 Minutes on the Can”, ”Why Gustav?”, ”Barb Flemming: America’s Mom”, ”Lou the Entertainer” og ”Richard Blais: Twisted Chef”, som alle sammen giver et sjovt og underholdende kig bagom kameraet og et indblik i hvordan filmen blev skabt. Herudover er der en håndfuld slettede scener, nogle morsomme fraklip, et galleri samt et kommentarspor som er indtalt af instruktøren John Hamburg, manuskriptforfatteren Ian Helfer og klipperen William Kerr. Al ekstramaterialet er velproduceret og præsenteres i HD.

Konklusion

”Why Him?” mangler i den grad noget mere originalitet og med en spilletid på lige under to timer føles den også en anelse lang i spyttet. Med det sagt er filmen dog ganske morsom takket være de dygtige skuespillere. Denne udgivelse byder på en masse velproduceret ekstramateriale og filmen ser fremragende ud på Blu-ray og lyder næsten lige så godt.