Her gik man lige og troede, at det sidste strengt fortrolige kapitel forlængst var skrevet, og bogen med X-sager for altid var lukket. Men nej, pensionerede Mulder og Scully bliver hentet ind af FBI til endnu en tur rundt i manegen.
Hvis man ikke lige har hele X-Files-mytologien præsent, behøver man ikke fortvivle. Filmen er en uafhængig, afrundet historie, der ikke trækker synderligt på det omfattende handlingsforløb. Og her har vi faktisk allerede filmens svaghed – manglen på relevans og konsekvens. I stedet for at udvikle figurerne, er den et overflødigt appendiks, hvor Mulder og Scully giver et ekstranummer, publikum i virkeligheden ikke har bedt om, hvorefter de forlader scenen igen. De vinker sågar til seerne i filmens sluttekster, hvilket er præcis lige så corny og kikset, som det lyder.
                
Hvis filmen så bare havde været et veloplagt og underholdende gensyn, hvor vi kunne mindes de gode, gamle dage, kunne det forsvares. Men filmen anlægger fra første færd en selvhøjtidelig tone, der kun brydes af Mulders til tider tørre kommentarer. Filmens fine fornemmelser kom også til udtryk under produktionen, der var voldsomt omgærdet af mystik. Ingen måtte få udleveret manuskripter, og der blev produceret vildledende dagsplaner og falske billeder fra settet, der blev "lækket" til pressen. Hvis bare de kræfter var blevet investeret i filmen i stedet …
Det var næppe hemmelighedskræmmeriet alene, der gjorde det, men "X-Files: I Want to Believe" blev også overset i biograferne i premiereugen i USA, hvor den blev tromlet ned af "The Dark Knight", "Mamma Mia!" og selv den jævne komedie "Step Brothers". Herhjemme stjal "The Dark Knight" også opmærksomheden, og mon ikke noget lignende vil gøre sig gældende her i december, hvor konkurrencen om at ligge under juletræet bliver hård.
Men hvad er der så galt med filmen? Ja, min største indvending er, at instruktør Chris Carter svigter figuren Scully. Serien var bedst, når Scullys rationalisme og Mulders "I want to believe"-filosofi stødte sammen. Nogle gange vandt fornuften, andre gange måtte der alternative forklaringsmodeller til, men altid gik spændingerne op i en højere enhed. Men figuren Scully bliver altså mudret til, når hendes katolske overbevisning får lov at overskygge. Som en anden Descartes forholder hun sig skeptisk til alt – lige på nær Gud. På den måde underminerer den i øvrigt selv religiøse Chris Carter sin figur Scully, og det er katastrofalt i en film, der forsøger at tage religiøsitet og moral under kritisk behandling.
                
Ekstramateriale
Ekstramaterialet er noget af et antiklimaks. På den ene side er det fantastisk omfattende. Men volumen alene er ikke nok, for man sidder alligevel tilbage med masser af ubesvarede spørgsmål. Det største problem er, at de forskellige featurettes har en så stærk produktionsteknisk tilgangsvinkel. For filmstuderende er det selvfølgelig fedt at høre diskussioner om, hvorvidt en forfølgelsesscene skal skydes i Super-35 eller med et digitalt Genesis-kamera. Men langt, langt de fleste af seerne er revnende ligeglade. Hvorfor dog ikke gå i flæsket på historien i stedet? Der er rigeligt med kød på den, som kunne have godt af en dissekering.
Den samme indvending gør sig gældende på kommentarsporet, der på Blu-Ray-skiven kan opleves som billede-i-billede. Chris Carter og makkeren Frank Spotnitz går slet ikke ind i en dialog om handlingen, men bruger tiden på uvedkommende tekniske anekdoter og opremsning af alle de venner, de har haft med. Frank Spotnitz siger på et tidspunkt: "Vi kunne lave et helt kommentarspor om statisterne!" Men det er jo netop, hvad de har gjort!
Derudover indeholder udgivelsen en ekstra disk med filmen til computer eller bærbar videoafspiller, hvilket er et fremragende initiativ. Blu-Ray-skiven indeholder også en særdeles omfattende interaktiv tidslinje over hele serien. Ydermere gør disken brug af de nyeste BD-Live-features, hvor fans kan oprette en agent og løse X-Files-mysterier sammen online via afspilleren. I hvert fald i teorien. I skrivende stund er funktionaliteten nemlig ikke slået til, men Fox lover, at det snarest vil ske. Selvom Fox nok skulle have fået det tekniske på plads INDEN udgivelsen, bliver det spændende at se, om interaktiviteten bidrager med noget til mediet.
Til sidst har vi de obligatoriske trailere, en pauver musikvideo, slettede scener, en underholdende samling bøffer og et kvalmende korrekt indslag, hvor Chris Carter udbreder sig om, hvor miljøbevidste de har været under produktionen.
                
Billede og lyd
Billed- og lydsiden er nydelig, uden dog på nogen måde at være prangende. Selvom man da godt kan se, at vi har med en spillefilm at gøre og ikke bare et tv-afsnit, mangler der alligevel et eller andet. Lyden er lidt kedeligt mixet i DTS5.1, der ikke for alvor udnytter surroundmulighederne, og billedsiden byder på hæderlige AVC-komprimerede billeder i 2.40:1-format. Hvad der derimod smadrer æstetikken fuldstændigt, er de flyvske og uprofessionelle undertekster. Især på ekstramaterialet er teksterne en ren hån mod publikum. På kommentarsporet er de på et tidspunkt ude af sync med talen, og gennemgående er de plaget af stavefejl, tegnsætningsfejl, forståelsesfejl og slåfejl og demonstrerer en afgrundsdyb mangel på indsigt i emnet. Det er ubegribeligt, at en stor filmproduktion, der bruger månedsvis på at fjerne snevejr fra et klip på få sekunder, ikke har overskud til at bruge et par timer på korrektur.
Konklusion
Glansen er gået af "X-Files". Franchisen er simpelt hen løbet tør for X-faktor, og det kan det særdeles omfattende, men ufokuserede ekstramateriale ikke rette op på.
Filminformation
Original titel: ”The X-Files: I Want to Believe”
Instruktør: Chris Carter
Medvirkende: David Duchovny, Gillian Anderson, Amanda Peet, Billy Connolly, Xzibit, Mitch Pileggi.
Produktionsår: 2008
Længde:  104 min.
Release: 2. december 2008
Distributør: SF Film