Takashi Miike er en efterhånden ganske velkendt og berygtet japansk instruktør. Manden har en række velkendte træk, hvor det morbide og vulgære typisk er i centrum. Da manden var allermest produktiv, var det ikke uvant, at han instruerede 5-6 film om året. Disse tider er dog forbi, og nu er han ”helt” nede på 2-3 film om året. Det siger sig selv, at Miike har instrueret en hel del film, og selvom jeg personligt ikke engang har set halvdelen, har jeg stadig set en masse af hans film, og han kan stadig overraske. Tag nu ”Yatterman” f.eks. Takashi Miike har skam instrueret film baseret på tegneserier før, men denne gang har han så instrueret en børnefilm. Der er meget langt fra den perverse og blodige ”Ichi The Killer” til ”Yatterman” – og så alligevel ikke. Selvom Miikes umiddelbare typiske filmtræk befinder sig blandt det makabre, kan man stadig genkende ham i ”Yatterman”.

Yatterman er et superheltehold, der består af de to teenagere Gan og Ai. Deres ærkerivaler, Doronbo (bestående af lederen Doronjo og to fjolser), har allieret sig med en gud for tyveri, og for ham er de nu ude efter en række kranium-sten, der tilsammen kan betyde verdens endeligt. Yatterman har dog mere end et es i ærmet, hovedsageligt i form af en række nyopfundne robotter, så Doronbo får kamp til stregen.

Hvor en amerikansk filmatisering af en superheltetegneserie som denne, ville tage udgangspunkt i skabelsesberetningen og det menneskelige aspekt, bliver vi i ”Yatterman” kastet direkte ind i historien. Her er ingen high school bøller, der endelig kommer ned med nakken, efter en række hændelser og heller ingen sentimental kærlighedshistorie. ”Yatterman” fokuserer på plottet beskrevet ovenfor, og netop derfor lider den en smule af et af Miikes velkendte træk – manglende udvikling. Miike har det med at have et højt tempo i sine film, hvor selve plottet godt kan stå stille i en rum tid. Enten elsker man den måde Miike laver film på, ellers hader man det. Personligt er jeg helt vild med det, og synes typisk denne leg med det narrative, er ganske underholdende. I ”Yatterman” måtte jeg dog erkende, at det trak en smule for langt ud. Om det skyldes censurrestriktionerne hvor denne films målgruppe nu er børn, skal jeg ikke gøre mig klog på, men der var måske en anelse for mange gentagelser. Tempoet er dog filmens force, for ”Yatterman” er ikke meget anderledes end at se en superheltetegnefilm på morgen-Tv. Der er alt fra energien til humoren genkendeligt, og det er netop satans underholdende.

”Yatterman” indeholder dog stadig en række unikke ting. Slapstick er ikke uvant for asiaterne, men bland dette med seksuelle referencer og en uforklarlig komisk sidehistorie om kærlighed, og du har en nogenlunde idé om, hvad du har i vente. Den scene der dog stadig står skarpest hos undertegnede, er en split-screen imellem de to ”forelskede”, hvor en tredje part skubber billederne fra hinanden fra midten af. Mere af dette legende udtryk, og filmen havde vundet en særlig plads i mit hjerte. Som filmen er nu, er den bestemt ikke blandt mine favoritter hos den tossede instruktør – men der er også mange guldkorn at vælge imellem. Den er dog et friskt bud på en børnefilm, hvis du har et barn i alderen 7-11, og har mod på at læse teksterne højt – eller naturligvis hvis du blot værdsætter tossede japanske film.

Filmen – 4/6

Billede & Lyd

”Yatterman” indeholder en hel del CGI, som naturligvis ikke kan måle sig med de amerikanske standarder. Dette har dog også sin charme, og med den høje billedkvalitet kommer det kunstige udtryk til sin fulde ret. Der er et let grynet lag over filmen, som heldigvis holder sig konsekvent, og der er ikke de store problemer med mørke, som man måske ellers kunne forvente. Lyden er ligeså af høj kvalitet, hvor især lydeffekterne har en bragende effekt.

Ekstramateriale

DVD’en er spækket med ekstramateriale. Udover de typiske trailere, teasere, Tv-spots og promo-klip, er der et jævnt underholdende making-of program på ca. en halv times spilletid, der kommer godt omkring produktionen af filmen. Derudover er der en lille besked fra Takashi Miike og en række slettede scener.

Konklusion

Det høje tempo og det legende filmsprog er mere end god nok grund til at se Takashi Miikes nye film. Instruktørens børnefilm mangler naturligvis hans vanlige morbiditeter, men der er stadig mange genkendelige træk tilstede, og på trods af et simpelt plot og stort set ingen sideløbende fortællinger, er man godt underholdt hele vejen igennem. Tilføj en glimrende mængde ekstramateriale og fantastisk billede og lydkvalitet, og dette må være et must-buy for enhver fan af instruktøren, tossede asiatiske film eller blot børnefilm i det hele taget.