Sammen med spilindustrien er pornoindustrien blandt de vægtigste og markant mest omsætningsstærke aktører indenfor underholdningsbranchen. Således hedder det sig, at da der i 1970’erne skulle vælges videoformat, blev pornoindustrien tungen på vægt skålen, hvilket betød, at det kvalitativt bedre Betamax blev fravalgt til fordel for VHS. Til trods for dens store markedsmæssige betydning og til trods for, at pornoens verden byder på saftigheder såsom sex, stoffer og det vilde natteliv, så har pornoens pumpende verden aldrig interesseret den mere sobre og knap så lystfyldte almindelige fiktionsfilm synderligt. Emnerne der kan behandles er ellers rigelige. Det måske fortabte individ, branchen som et maskinelt hele eller måske en komisk behandling af pornoens stygge klicheer. Paul Thomas Anderson udforskede alle disse emner i dennes fabelagtige pornoopkog "Boogie Nights". Nu står pornoen imidlertid igen for skud i Kevin Smiths komikfokuserede film "Zack and Miri make a porno".

Zack (Seth Rogen) og Miri (Elisabeth Banks) har været venner siden 1. klasse. De bor sammen i snekolde Pittsburgh som venner. De har begge indholdstomme jobs og føler, at deres liv er gået i stå, hvilket de blot bliver bekræftet i til en genforeningsfest for high school, hvor de gamle klassekammerater har fået sig et eller andet form for liv. For at føje spot til skade har de ingen penge, hvorfor de snart vil blive boligløse, hvis ikke de kvikt får skaffet en sum penge til huslejen. Zack har imidlertid fået en, synes han selv, god idé. Zack og Miri skal lave en pornofilm. Alt det kræver, er penge til udstyr, en god location, medvirkende, en god titel og ja så lige Miris accept til at bolle med sin ven Zack på film. Zack er overbevist om, at ’Star Whores’ er filmen, der vil gøre en ende på deres finansielle bekymringer, men måske vil den også gøre en ende på Zack og Miris livslange venskab.
                
Porno som emne og omdrejningspunkt er velvalgt for en film, der vil latteren og det absurd komiske. Porno er førende indenfor filmbranchen når det gælder stereotyper, dårligt skuespil og elendige plots. Kort sagt guf for instruktør Smith. Uheldigvis for Kevin Smith er (porno)filmen i filmen ikke markant ringere end filmen, "Zack and Miri make a porno". Et hult og tomt manuskript, der bliver udført anstrengt og uden sjæl gør denne film til en begrædelig affære. De forsøger ellers. Forsøger at få os til at grine altså. Filmen er klistret til med stand up inspirerede jokes, der på alle måder er under bæltestedet. Enkelte rammer plet, men i længden er det bare minimalt morsomt at høre Zack finde på skøre navne til dennes pornofilm. Primitivt. Bedre går det ikke med den indlejrede overflødige og overspillet alvorstunge kærlighedshistorie imellem vores to hovedpersoner. Er der forskel på sex imellem pornostjerner og folk med fælles følelser? Et simpelt spørgsmål. Filmen giver et grumset og kedeligt svar.
Udover den enerverende og monotont talende Seth Rogen i rollen som Zack er filmens største problem instruktøren og alt-mulig-manden Kevin Smith. Det kunne se ud som om, at den gode Hr. Smith har haft for mange kasketter på, hvilket har resulteret i en masse halvfølt arbejde. Således har Kevin Smith udover at instruere filmen, skrevet manuskriptet og stået for klipningen. Den ene ting udført mere uelegant og kluntet end den anden. Personinstruktionen er fraværende, manuskriptet uden følelse og fremdrift og klipningen, ja, den er decideret dårlig og uden timing.
                
"Zack and Miri make a porno" taler ligeså meget ned til sit publikum som den danske stand up rædsel "Blå Mænd" gjorde det. Denne var som "Zack and Miri make a porno" fyldt med tamme og forcerede stand up jokes. Tællerstanden var dog ganske høj ved "Blå Mænd", men nævneren, den fælles altså, var tilsvarende lav, hvilket også er tilfældet med denne luftigt pinlige komediebagatel. Kevin Smith er ellers i besiddelse af et ganske nydeligt CV fra 1990’erne, men har tilsyneladende, ligesom porno, ikke udviklet sig siden da.
FilminformationOriginal titel: Zack and Miri make a Porno
Instruktør: Kevin Smith
Medvirkende: Seth Rogen, Elisabeth Banks, Craig Robinson, Jason Mewes m.fl.
Produktionsår: 2008
Længde: 101 minutter
Premiere: 16. januar 2009
Distributør: Nordisk Film Biografdistribution