Sidst vi så noget til David Fincher var i 2002 med den noget popcorns-appellerende Panic Room. ? Det er lang tid siden, og efter sigende har Fincher begravet sig i sagsakter og vidneudsagn for at gøre Zodiac mest autentisk. Det hårde arbejde har udmøntet sig som en lang, kompleks og kryptisk kriminalfilm i en lækker brun retro-stemning. Zodiac er historien om en seriemorder fra USA, som nok må se sig overtrumfet af mere kendte mordere som Charles Manson og Ted Bundy. Zodiac-morderen huserede i San Fransisco?s bay area i slutningen af 60?erne og starten af 70?erne. Den skydeglade fætter fik mediernes opmærksomhed efter han sendte gåder til avisreaktioner og hånede politiet i sine breve. Men virkelighedens morderen blev aldrig pågrebet, eller endnu værre; han blev aldrig personificeret. Det startede som en mordsag, med udviklede sig til et socialt genfærd uden nogen forløsning.

Zodiac er en film som har stort behov for sin baggrundshistorie. ? Desværre, kan man hævde, for en film burde egentlig kunne stå på egne ben. Hvis man derimod giver sig tid at studere lidt forinden, så vil man belønnes med en langt fyldigere filmoplevelse. For de ikke indviede kan man kort resumere at David Fincher som barn var berørt af Zodiac-hændelserne. ? Ikke direkte, men samtalen i skolegården og den sociale frygt havde Zodiac-morderens præg på sig, og da skolebusserne fik politieskorte kunne sagens alvor ikke længere skjules for børnene. Har denne barndomsoplevelse mon kilet sig fast i instruktøren? Muligvis for Zodiac har både seriemorder-temaet fra Seven og gådespillet fra The Game, så måske er der en ny auteur på vej ind i filmhistorien.

?Based on a true story?. Tidsånden og atmosfæren er sjældent set skildret så sublimt, men filmens autentiske oplæg kan til tider føles som en forhindringsbane. Den bruger meget tid til at skitsere opklaringsarbejdets systematiske proces, og hurtigt mister man både pusten og overblikket over historiens uendeligt mange dato-opremsninger. Taber man tråden et par gange undervejs, er man lovlig undskyldt. Ofte føles det som en politirapport der er blevet omskrevet til et filmmanuskript, og det er nærmest som at give en god historie spændetrøje på. Ikke desto mindre er det skruet sammen af en lidenskabelig perfektionist. Umagen, spidsfindigheden og kærligheden for detaljer er gennemgående Fincher?s drivkraft, men næste gang ville jeg gerne se mere til den fandenivoldske Fincher.

Seriemorderen bliver ikke fanget. Det kan røbes, for det er ikke nogen afsløring, og heri ligger den store pointe. Ingen klimaks, intet showdown med skudsalver og last-minute rescues. Opgøret udebliver. Dette er netop også filmens største kvalitet, for hensigten har netop været at beskrive sagens besættende karakter. Zodiac-morderen forsvinder fra offentlighedens bevidsthed som en enkeltstående mand, men vender tilbage som en usynlig dæmon. Zodiac er derfor lang, og har brug for sin længde, for Finchers intention har tydeligvis været at dele besættelsen med publikum, og det er noget man mærker efterfølgende. Filmen er en rigtig sniger. Et værk som ikke umiddelbart skaber et stort førstehåndsindtryk, men som ubemærket trænger ind og inficerer bevidstheden. Hærgen af en gal mand der aldrig blev fanget; kode-moderen, eller som han kaldte sig selv, Zodiac, der terroriserede en helt nation. Han tog offentlig ære for 13 mord, og to dusin mere. Jagten på Zodiac-morderen fik efterforskere i fire retskredse til at forsøge at finde ham. Sagen blev en besættelse for fire mænd, og deres liv og karrierer kørte op og ned, efterhånden som de undersøgte de uendeligt mange spor. Kriminalreporteren fra San Francisco Cronicle, Paul Avery (Robert Downey Jr.), kriminal reporteren David Toschi (Mark Rufalo) og William Armstrong (Anthony Edwards). Dertil Robert Graysmith (Jake Gyllenhaal), en karikaturtegner som endte med at udgive to bøger om Zodiac-morderen.