I Nikolaj Viborgs film om det nu nedrevne Ungdomshus på den notoriske adresse Jagtvej 69 fortælles ”de unges” egen version af de komplicerede og frustrerende sidste måneder inden politiets rydning den 1. marts 2007, hvor Nørrebro endte med at stå i flammer. Med et rystende, håndholdt kamera giver instruktøren os et glimrende indblik i, hvad der foregik af overvejelser og planer inde i selve ”Ungeren”, samt et mere køligt, kronologisk overblik over sagens udvikling siden Landsrettens dom den 26. August 2006, hvor den endegyldige stadfæstelse af husets rette ejer, en vis Ruth Evensen, fandt sted.

                  

Den unge aktivist, Mads, agerer som vores øjne og ører gennem det meste af forløbet. Han er snarere flygtet, end flyttet til København fra Herning, for at undslippe det provinsielles kedsommelige krav om ensretning af udseende, opførsel og seksuel orientering. Under filmen opdager han, at København desværre begynder at minde mere og mere om hans tidligere midtjyske fangeborg, og sammen med sine ligesindede følger vi deres kamp, verbalt og fysisk, mod det samfund og system, de føler sig ignoreret og uretfærdigt behandlet af.

                  

På trods af at der er tale om en ikke-fiktiv film, fungerer mange af dens mere dramatiske sekvenser så godt og hårdtslående, at man skulle tro der var tale om en Hollywood-produktion. Billederne fra de mange gadekampe mod ordensmagten, og i særdeleshed klipningen, er helt enestående og gør sig ufattelig godt på det store lærred, mens hidtil usete billeder af selve rydningen set indefra huset efterlader tilskueren skræmt og klaustrofobisk anlagt.

                  
 
”69” er som før nævnt fortalt fra Ungdomshusets brugeres vinkel. Derfor er den også meget subjektiv og ensporet, og den grænser måske til det propagandistiske. Til gengæld overspiller den ikke på de mange utilpassede unges følelser og kvaler, og derfor er den også meget reelt skildret.  Filmen tager parti med de unge, men på ganske sympatisk manér. Selvom politiet bliver portrætteret som unødvendigt voldelige, Ritt Bjerregaard som en inkompetent hykler, og resten af samfundet som nogle forskræmte, caffe latté-slubrende operagængere, så tvinger filmen os alligevel til at granske vores egen opfattelse af disse ting, og dermed er der måske en mulighed for at ”69” kan åbne folks øjne for disse unges virkelige pointe, nemlig at der, i en så mangfoldig og vidunderlig storby som København, skal og bør være plads til alle.

”69” har netop modtaget Politikens Publikumspris under CPH:DOX.