Den sidste af de 6 kortfilmskonkurrencer er rettet mod den ældste del af teenagepublikummet, men er af en sådan kvalitet og relevans, at der er masser at hente for selv det mest fuldvoksne publikum.

Den første af disse film er Christian Tafdrups ”En Forelskelse.” Her følger vi Carsten der lige er blevet kærester med den jævnaldrende Melissa. Alt er tilsyneladende fryd og gammen, indtil han bliver præsenteret for forældrene og begynder at føle sig tiltrukket af faderen. Teenagere der er forvirrede over deres seksualitet er måske ikke den mest originale tematik at give sig i kast med, men det er jo et emne der altid vil være aktuelt.

Og Tafdrup formår virkelig at gøre en, på overfladen, meget simpel historie både rørende og vedkommende, ikke mindst takket være overbevisende skuespil fra den unge Allan Hyde i rollen som Carsten, og veteranen Lars Brygmann, som faderen.

David Adams ”Knus” er et stærkt og ubarmhjertigt portræt af pigen Bella, der bor sammen med en noget ældre mand. En mand som Bella mødte da hun som 14-årig var løbet væk hjemmefra. Bellas kæreste er tilsyneladende ved at miste interessen for hende fordi hun er ved at blive voksen, og det får Bella til at ty til mere og mere desperate handlinger. Udover at tackle et så følsomt emne som sex med mindreårige fra en noget ukonventionel vinkel, så er ”Knus” et hjerteskærende portræt af en pige, der søger kærlighed og tryghed på alle de forkerte måder.

David Adam har et meget dynamisk filmisk greb, som er meget langt fra hvad vi er vant til at se på dansk grund. Med en rå og fremmedgjort billedside, og ubesværede spring imellem fortid og nutid, viser han store takter som instruktør, og det skal blive meget spændene at følge ham fremover.

”En Forelskelse” og ”Knus” er to meget anbefalelsesværdige kortfilm – også til voksne, og er et godt tegn på, at der er en ny bølge af talenter, der er klart til at sparke nyt liv i dansk film.