I løbet af de næste 10 dage løber et af årets største og vigtigste filmarrangementer på dansk grund af stablen. Der er naturligvis tale om årets dokumentarfilmfestival i København, CPH:DOX. Mere end 150 dokumentarfilm vil blive fremvist på dette års festival, der nok aldrig i festivalens 6-årige levetid har haft et mere varieret og interessevækkende udbud af film, end det er tilfældet i år. Festivalens kerne er de forskellige konkurrencer, hvor særligt udvalgte juryer prisbelønner festivalens bedste film. Én konkurrence og 10 film skiller sig i den forbindelse ud fra mængden. Dox Award er hovedkonkurrencen på CPH:DOX, og vinderen skal i år findes blandt følgende 10 film:

Gå til Award-oversigten her.Burma VJ

De Vilde Hjerter

Filmefobia

Les Plages d’Agnés

Let’s Be Together

Maggie in Wonderland 

René

This Dear Month of August

Waltz With Bashir

Z32

Værd at bemærke om årets udvalgte film til hovedkonkurrencen er det, at hele tre danske film har vundet vej til det eksklusive selskab. Her er manden bag "Tintin og Mig" og "Gasolin" Anders Østergaard med dennes "Burma VJ" nok den, der på forhånd må regnes for at have de største danske vinderchancer. De to andre udvalgte danske bidrag er Michael Noers "De Vilde Hjerter" og Nanna Frank Møllers "Let’s Be Together". Endvidere rummer konkurrencen to israelske bidrag, "Waltz With Bashir" og Z32", samt en film fra en af filmverdenens helt store sværvægtere, Agnés Varda. Varda, en af den franske nybølges centrale skikkelser, deltager på årets festival med en selvbiografisk film, Les Plages d’Agnés, i anledning af hendes 80 års fødselsdag. Alt i alt lægger de 10 film i Dox Award op til at blive et mangefacetteret og sindrigt bekendtskab, der alle vil blive fulgt tæt i disse spalter på Filmnet. Juryen der skal udvælge vinderen af Dox Award består i år af Jonathan Caouette (USA), Amir Labaki (Brasilien), Hussain Currimbhoy (Canada), Jung Soowan (Sydkorea) og den Sølvbjørnvindende instruktør Pernille Fischer Christensen (Danmark).

Det skal blive spændende at se hvilke fremadrettede tendenser årets hovedkonkurrence vil være eksponent for og hvilke af disse juryen specifikt vil belønne som årets dokumentarfilm på CPH:DOX. Vinderen i 2007 blev den personligt fortalte politiske film "Santa Fe Street", der formidlede historien om instruktøren selv, Carmen Castillo, og dennes personlige historie og rejse tilbage til Pinochets Chile. Skal trenden fra 2007 således videreføres på årets festival vil særligt de to israelske bidrag krydret med Anders Østergaards fabel om Burma være blandt de store favoritter. Vælger juryen imidlertid at gå nye veje, vil det være vanskeligt at udpege egentlige favoritter i årets program, der både giver plads til brasiliansk ulækkerhed, portugisisk livsglæde samt knallertbøller fra Fyn. God festival til alle.

Besøg CPH:DOXs hjemmeside her!