Erik Clausen, som både instruerede og spillede hovedrollen i ”Ledsaget udgang” i 2007, vil nu videreføre sin rolle som John i en opfølger. Optagelser til sequelen går i gang om et par måneder og kommer til at hedde ”Frihed på prøve”.

Udover Clausen finder man igen Jesper Asholt på rollelisten, men han er i denne ombæring forfremmet til fængselsdirektør, hvor Erik Clausen regner med at servere ”en god blanding af alvor og humor”. Instruktøren har endnu ikke sat navne på de øvrige roller, det skirver Politiken.dk.

Det Danske Filminstitut (DFI) har bevilget 6,1 millioner kroner i produktionsstøtte til ”Frihed på prøve”, og det sker efter den såkaldte 60/40-ordning, der tilgodeser film, som skønnes at have et stort kommercielt potentiale. Desuden får projektet 250.000 kr. gennem instituttets regionale støtteordning, fordi en del af filmen skal optages uden for hovedstadsområdet.

”Frihed på prøve” ventes at få premiere i marts eller april næste år, og det bliver Erik Clausens 13. spillefilm. Forgængeren, ”Ledsaget udgang”, solgte 309.000 billetter i biograferne.

Kilde: Politiken.dk