Filmen om hele Danmarks Dirch blev årets største danske biografsucces, og høstede fremragende anmeldelser fra det danske anmelderkorps. Nikolaj Lie Kaas og Lars Ranthe er mere end veloplagte i hovedrollerne som Dirch Passer og hans sjæleven Kjeld Petersen.
DIRCH udgives på DVD og Blu-ray d. 6. december 2011

Synopsis
København i slutningen af 50´erne. Et stort, forventningsfuldt publikum stimler sammen ned ad Frederiksberg Allé. De er alle kommet for især at se Dirch Passer. 30 år gammel og allerede en myte. Med et blik, en enkelt replik, har han publikum i sin hule hånd. Sammen med sin makker og sjæleven, Kjeld Petersen, er han på toppen af verden. De lægger gader øde med deres symbiotiske og fantastiske timing i revyernes højborg – Stig Lommers farverige ABC scene. Alt, hvad Dirch nogensinde har drømt om, er virkelighed. Han og Kjeld nyder livet som berømtheder til fulde med endeløse byture, letlevende damer, og konstant arbejde. Men i kulisserne lurer dæmonerne. Sceneskræk, druk, jalousi og spirende
ambitioner om at spille seriøse roller kaster skygger i de to komikeres venskab, og den konfliktsky, generte Dirch Passer må prøve at tage sit liv i egne skrøbelige hænder. ”Dirch” spænder over 3 årtier og er en episk og universel fortælling om et menneskes søgen efter meningen med livet. En hyldest til komikken, til latteren, til håbet, til Dirch Passers kæmpe befriende råb udover scenen, der rev alt med sig, fik publikum til at glemme ensomheden og gjorde ham udødelig. Haba haba haba.

Stor succes hos både publikum og anmeldere
Den gribende portrætfilm om hele Danmarks Dirch er indtil videre blevet set i biografen af ikke mindre end 481.043 danskere, og tallet stiger stadig hver eneste dag. Landets filmanmeldere har rost DIRCH til skyerne – fx skrev Ekstra Bladet at ”Dirch er mesterlig og en triumf for dansk film” i den 6-stjernede filmanmeldelse – og filmen var desuden nomineret til den fornemme Nordisk Råds Filmpris 2011. Forleden hædrede Nordisk Film Fonden instruktør Martin P. Zandvliet, der kunne modtage Erik Ballings Rejselegat på 50.000 kr. for, med DIRCH at vise ”at han mere end én gang formår at skabe et rum, som skuespillere tør blotte sig i og dermed yde blændende skuespilpræstationer”, som juryformand, producer Thomas Heinesen, formulerede det. Selv forklarer Zandvliet om sin egen motivation til at lave filmen på den rigtige måde:

”Jeg synes, mennesket er mest interessant, hvis man kan se, det har et liv bag sig. Man må godt kunne se dets angst, ar og mærke dets dæmoner. Jeg vil ikke udstille det grimme, men jeg synes faktisk, det er meget smukkere at se arrene. Og for mig er ”Dirch” fortællingen om arrene, fortællingen der går bag om succesen, bag om mennesket.”, siger Martin P. Zandvliet, ”Det er filmen, som viser os bagsiden af medaljen.”

I HOVEDROLLERNE

Nikolaj Lie Kaas / Dirch
Som søn af entertaineren og skuespilleren Preben Kaas er Nikolaj nærmest født og opvokset med filmens personkreds og har igennem sin opvækst fået fortalt talrige anekdoter om sin far og Dirch Passer. De færreste er klar over, at han således uforvarent var direkte inspirator for Preben Kaaas til revynummeret ’Op og då’, som Dirch spillede til stor jubel iført sparkedragt siddende i en hoppegynge.
Blandt Nikolajs film i de senere år kan nævnes: Adams æbler (2005), Sprængfarlig bombe (2006), Kærlighed på film (2007), Kandidaten (2008), Ved Verdens Ende (2009), Engle & Dæmoner (2009), The Whistleblower (2010), Parterapi (2010), Varg Veum – Skriften på Væggen (2010)
Nikolaj modtog sin første Bodil og Robert i 1992 for filmen Drengene fra Sankt Petri, og siden er det blevet til utallige priser og hæder.

Lars Ranthe / Kjeld Petersen
Kjeld Petersens timing og de hurtige replikker ligger nemt til skuespilleren Lars Ranthe, for privat deler han den samme finurlige og sofistikerede humor som i filmen.
Lars Ranthe er født og opvokset på Vesterbro og Amager i København, uddannet skuespiller på Odense Teater i 1998. På teaterscenen har publikum kunnet opleve Lars Ranthe på bl.a. Østre Gasværk Teater, Gladsaxe Teater og Det Danske Teater. Siden er han også dukket op på tv i større og mindre roller. Men det var især i rollen som sønnen, Jacob, i tv-serien Sommer (2008) på DR at Lars Ranthe fik sit helt store folkelige gennembrud. Søndag efter søndag fulgte tv-seerne ham i forsøget på at genoptage sin lægekarriere i faderens praksis.
Blandt Lars Ranthes seneste film kan nævnes De grønne slagtere (2003), Bagland (2003), Brødre (2004), Lad de små børn… (2004), Forbrydelser (2004), Adams Æbler (2005), Store planer (2005), Fluerne på væggen (2005), Den Rette Ånd (2005) og Sprængfarlig Bombe (2006)

Derudover medvirker bl.a. Lars Brygmann, Malou Leth Reymann, Laura Christensen, Martin Buch, Laura Bro, Kristian Halken, Klaus Bondam, Esben Pretzmann, Julie Zangenberg

BAG KAMERAET

Martin P. Zandvliet, instruktør & manuskriptforfatter
I 2002 skrev og instruerede Martin den Robert-prisbelønnede dokumentarfilm Angels of Brooklyn (2002), sammen med Camilla Hjelm, inden han i 2006 instruerede den finurlige kortfilm, Jeg Somregel.
Inden da har han i mange år arbejdet som klipper på bl.a. Det Brune Punktums Far brugte ikke Noget (2002), Kasper Torstings Kashmir-dokumentar Rocket Brothers (2003), et ukendt antal episoder af WulffMorgenthaler (2005) foruden en lang række kortfilm sammen med instruktøren, Mads Matthiesen: Når man Vågner (2005), Mum (2006), Dennis (2007) og Cathrine (2008).
I 2009 instruerede han Applaus, som han skrev i samarbejde med Anders Frithiof August, med Paprika Steen i hovedrollen. Filmen har siden den danske premiere i efteråret 2009 modtaget utallige priser på store anerkendte filmfestivaler rundt om i verden og fik siden biografpremiere i USA, mens buzz’en kørte om Paprika Steens mulige Oscar-nominering.
Martins næste filmprojekt bliver filmen Et sted under solen, som forventes at gå i produktion senere på året.

Anders Frithiof August, manuskriptforfatter
Anders Frithiof August debuterede i 2007 som manuskriptforfatter på kortfilmskomedien Der er ingen Ende på Vejle. I 2008 skrev han sammen med Dorte W. Høgh den Oscar-nominerede kortfilm Grisen og i 2009 skrev han Applaus i samarbejde med Martin P. Zandvliet. Siden har han skrevet manus til komedien Camping (2009), tv-serierne Lulu & Leon (2010) og Lærkevej (2010) og senest har han skrevet manus til Superclásico i samarbejde med Ole Christian Madsen.

Mikael Chr. Rieks, producer
Mikael Chr. Rieks har haft en alsidig karriere som alt fra kameraoperatør, klipper, forfatter, instruktør mv. og til producer af bl.a. tv-serierne Clemens Show (2000), Åndernes Magt (2000-02), Klarsyn (2002), På kanten af Verden (2003), FC Zulu (2004), Bjarne Riis-dokumentaren Overcoming (2005), Asger Leths prisvindende dokumentar Ghosts of Cité Soleil (2006) og den Robert-nominerede børnefilm, Karlas Kabale (2007).
I 2009 producerede han filmen Applaus og indledte et nært samarbejde med Martin P. Zandvliet og Anders Frithiof August.

Ekstramateriale: Masser af slettede scener, de fire revynumre i deres fulde længde samt featuretten ”Fra Dirch til Dirch” – i alt over en times ekstramateriale.