PIX er en publikumsfestival
PIX-programmet er fuld af lækre, knaldgode spillefilm med masser af plads til de skæve, nyskabende og grænseoverskridende film. PIX er en publikumsfestival for alle, der elsker film.

“Vi er her for at sikre, at publikum kan se noget andet og mere, end de ellers får mulighed for. På PIX kæmper vi for, at udbuddet og debatten om film bliver nuanceret. Der er forskel på kunst og underholdning, og det er vigtigt at diskutere, men det betyder ikke, at den højpandede
kunst altid skal prioriteres over den skæve eller sjove. Men der skal være plads til de film, som er svære at forstå og dem der skubber filmmediet videre. Så vi vil bare appellere til, at publikum griber chancen og ser hvilket mod, hvilken nysgerrighed og hvilken iderigdom, der er på spil i årets film”, fortæller festivaldirektør Jacob Neiiendam.

Programavisen kan findes overalt i København fra i dag og på cphpix.dk.

To PIX-konkurrencer
I konkurrenceprogrammet kan publikum se ti debuterende instruktører i PIX’s hovedkonkurrence New Talent Grand PIX, hvor præmien er 15.000 euro til et nyt filmprojekt. Publikum kan være med til at stemme på deres PIX-favorit i Politikens Publikumskonkurrence, hvor ti film dyster om dansk distribution.

Stærkt hovedprogram
I år er PIX’s hovedprogram skåret ind til benet med fem serier:
I serien ‘Maestros’ kan du møde de helt store fyrtårne inden for filmverdenen. ‘Lone Stars’-serien fokuserer på instruktører, der hver især har markeret sig med deres helt eget udtryk og særegne måde at anskue film på. Instruktørerne i serien ‘Front Runners’ er de mest nyskabende og grænsesøgende lige nu.

‘World Views’ byder på filmiske snapshots fra hele verden, hvor publikum kan få et indblik i nogle af tidens vigtigste filmværker netop nu. Til genrefolket er der serien ‘Thrills and Kills’, der byder på det seneste års bedste og mest overraskende genrefilm inden for gys, horror og thrillers. Publikum kan glæde sig til et gedigent gys i biografens mørke!

PIX Særserier
Der er syv særserier i årets PIX-program, og de er alle værd at holde godt øje med:

Årets retrospektiv hylder den legendariske instruktør William Friedkin, der er kendt for ‘Eksorcisten’ og ‘The French Connection’. William Friedkin gæster endda PIX i april!

I ‘3×3’ sætter PIX fokus på tre instruktører, der er værd at holde ekstra øje med.
‘Krigens Ansigt’ indeholder syv film, der sætter fokus på krigens mange ofre. I samarbejde med Dansk Røde Kors og DR K.

‘We Made This’ er spækket med fan-remakes – en både sjov, rørende og anderledes særserie.
‘Ageless Animation’ er PIX’s animationsserie, hvor PIX viser en perlerække af animationsfilm, der har integriteten i orden – og de er ikke alle sammen for børn.

‘New Brazilian Cinema’-serien indeholder de nyeste, uafhængige film fra en ikke kommerciel filmkultur i Brasilien.
Multikunstneren og avantgarde-filmmesteren Alejandro Jodorowsky har fået sin helt egen serie med syv film på PIX, da han endelig er tilbage med den selvbiografiske ‘Dance of Reality’.

PIX Live
Publikum har også mulighed for at komme ud af biografernes mørke, og PIX Live er noget helt for sig selv:

PIX Specials er forpremierer, premierer og andre eksklusive enkeltvisninger.

‘On Location’ er film i nye omgivelser. Se for eksempel film på et nedlagt hospital eller på Christiansborg.

‘Live’ er filmiske koncerter med store filmkomponister som blandt andre Tangerine Dream, Goblin og Jozef van Wissem.