Nikolaj Arcels kæmpesucces EN KONGELIG AFFÆRE har virkelig fået fat internationalt og er i den grad braget igennem i bl.a. Storbritannien og Australien. I begge lande er filmen på ganske få uger blevet den mest sete dansksprogede film nogensinde.
I Australien har den indtjent $ 500.000 og slået succeser som Italiensk for begyndere og Efter Brylluppet, og i Storbritannien har den på kun fire uger overgået de til dato største dansksprogede succeser Festen, Idioterne og Mifunes sidste sang.

EN KONGELIG AFFÆRE har herhjemme for længst rundet en halv million solgte billetter og er i alt solgt til 78 lande over hele verden. Til november har filmen premiere i USA, hvor den bliver distribueret af Magnolia.

Udover det flotte salg har de toneangivende anmeldere i begge lande også været stærkt begejstrede. På det anerkendte internationale filmsite Rottentomatoes.com, der sammenholder engelsksprogede anmeldelser scorer filmen ekstraordinært højt med 96 %, hvilket betyder at 22 ud af 23 anmeldelser er positive.