Den anerkendte iranske instruktør Jafar Panahi sidder i husarrest i sit hjem i Teheran. Retten har stoppet hans igangværende filmproduktion og fradømt ham retten til skrive og instruere film i 20 år. Men dommen siger ikke noget om at stå FORAN kameraet…
Han går derfor i gang med at fortælle sin historie. Med Iphone filmer han sit liv i lejligheden, sine besøgere og det enorme kæledyr, Iguana, som han passer, når han alligevel ikke kan gå ud. Filmen blev smuglet ud af landet i et usb-stik, indbagt i en kage, som blev sendt til Paris og herfra til Film Festivalen i til Cannes. Og således kommer Panahi alligevel til orde…
‘This is not a Film’ blev en af de mest omtalte film på det års Cannes-festival. Panahi fortæller levende om sine idealer for filmkunsten, og om en ny film, han har planer om at lave. Flere gange afbrydes han af virkeligheden udenfor. Det ser simpelt ud, men er nok en af de mest intelligente og raffinerede politiske film i flere år. Og så er den både hjerteskærende, fascinerende og bevægende – og paradoksalt nok også meget morsom.

THIS IS NOT A FILM blev vist på CPH:DOX i november 2011. Den københavnske dokumentarfilmfestival skulle have haft besøg af filminstruktøren Mojtaba Mirtahmasb, som er medskaber af filmen, men han blev arresteret af de iranske myndigheder den 17. september, anklaget for at arbejde for BBC Persian og for at have udført spionage for nyhedstjenesten. Flere kilder kunne rapportere, at hele seks filminstruktører blev bragt til afdeling 240 i Evin Prison samme dag som BBC Persian sendte en dokumentar om Irans øverste leder Ayatollah Ali Khamenei. Allerede inden fængslingen havde Iran forbudt Mojtaba Mirtahmasb at forlade landet for at præsentere ’This is Not a Film’ på Toronto International Film Festival.

Direktør for CPH:DOX Tine Fischer var forfærdet over situationen i Iran og udtalte: ”Det er vores pligt som filmfestival at gøre opmærksom på disse helt uhørte overgreb på ytringsfrihed og basale menneskerettigheder. Vi skylder Panahi, Mirtahmasb og de dusinvis, måske hundredvis, af andre fængslede instruktører at gøre opråb og skabe opmærksomhed om det iranske styres umenneskelige behandling af deres borgere, ikke mindst i denne tid, hvor opstandene i Mellemøsten har givet befolkningerne i regionen håb om en bedre fremtid.”

Filmnen har vundet en masser priser, deriblandt:
Dubai International Film Festival 2011 – VINDER AF Muhr AsiaAfrica Award
National Society of Film Critics Awards, USA 2013 – VINDER AF NSFC Award, Best Experimental Film
New York Film Critics Circle Awards 2012 – 3rd place, NYFCC Award, Best Non-Fiction Film
Online Film Critics Society Awards 2013 – VINDER AF OFCS Award Best Documentary
Online Film Critics Society Awards 2013 – Special Award : Mojtaba Mirtahmasb & Jafar Panahi For making it as a vital act of protest against the Iranian authorities.
Sofia International Film Festival 2012 – VINDER AF UNESCO Award for Best Documentary