Nordisk Film kan i dag offentliggøre den romantiske gyser NATTEN HAR ØJNE, skrevet og instrueret af debutanten Gabriel Bier Gislason. Filmen er på dansk og engelsk og blander romantik, gys og komedie i en kærlighedshistorie, der inviterer publikum ind i en verden svøbt i jødisk mytologi. Filmen optages i København og London henover den næste måned og får biografpremiere i foråret 2022. 

Handlingen

I NATTEN HAR ØJNE møder vi Maja, der engang var en lovende skuespillerinde. Nu gentager hun sin rolle fra en gammel TV julekalender – ikke i fjernsynet, men i storcentre og biblioteker. Så da hun falder pladask for Leah, en ung, jødisk kvinde fra London, blomstrer håbet. Men da Leah får et mystisk anfald, frygter Maja at deres hæsblæsende romance må slutte – og vælger i stedet at følge med Leah tilbage til hendes hjem i det ortodokse jødiske kvarter Stamford Hill i London.  Her møder hun snart sin nye underbo: Leahs mor, Chana. Chana – der oprindeligt selv er fra Danmark – er en dominerende og hemmelighedsfuld kvinde, der er reserveret og skeptisk overfor sin nye svigerdatter. Men Maja prøver alligevel at gøre et godt indtryk – indtil hun begynder at forstå, at noget er helt galt…

NATTEN HAR ØJNE er en romantisk gyser, der trækker tråde dybt ind i jødisk mytologi – en skiftevis nervepirrende gyser og humoristisk kærlighedsfortælling om, hvor langt man vil gå for den man elsker.

Debutant uddannet i London og New York

NATTEN HAR ØJNE er skrevet og instrueret af debutanten Gabriel Bier Gislason. Han har de senest ti år boet i henh. London og New York. Først læste han Engelsk Litteratur på King’s College i London, og siden er han blevet uddannet som instruktør og manuskriptforfatter fra den prestigefyldte filmskole ved New York University. Han har tidligere lavet fire kortfilm i både Danmark og USA og er lige nu i gang med udviklingen af to danske tv-serier. Han udtaler:

  • NATTEN HAR ØJNE udsprang af en lyst til at lave en gyserfilm bygget op omkring jødisk mytologi. Jeg ville gerne have, at min første spillefilm, på sin egen excentriske måde, trak på min egen religions mystik, kunst og dogmer, på samme frie måde som eksempelvis Eksorcisten trak på kristendommen. Som historien tog form i mit hoved, blev det dog mere og mere tydeligt, at NATTEN HAR ØJNE mere end noget andet er en kærlighedshistorie. En uhyggelig én af slagsen, men en kærlighedshistorie ikke desto mindre, der handler om hvor langt man vil gå, og hvor meget man vil ofre for dem man elsker.

Josephine Park og Game of Thrones-stjerne i centrum

I hovedrollerne som danske Maja og engelske Leah ses Josephine Park og Ellie Kendrick. Josephine Park er kendt fra bl.a. tv-serien Doggystyle og er snart aktuel i komedien Centervagt og til jul den romantiske komedie Venuseffekten, mens Ellie Kendrick er bedst kendt herhjemme fra sin rolle som Meera Reed i Game of Thrones. Sofie Gråbøl, der senest spillede hårdtslående anklager i Susanne Biers miniserie The Undoing og snart er aktuel i Niels Arden Oplevs Rose, spiller Leahs reserverede og hemmelighedsfulde mor Chana. David Dencik, der til efteråret er på plakaten i James Bond-filmen No Time to Die, medvirker som den ortodokse jødisk boghandler Lev med en viden, der er større end han umiddelbart giver udtryk for.