Stillfoto fra filmen Krummerne - Det er svært at være 11 år. Foto: Henrik Petit

På 30-års jubilæet for fænomenet Krummerne, kan Regner Grasten Film og Nordisk Film Distribution endelig løfte sløret for den nye Krummerne-films trailer og et stjernespækket cast bestående af Noah Storm Otto i titelrollen som Krumme, Esben Dalgaard som Krummefar, Iben Dorner som Krummemor, Susanne Heinrich som Fru Olsen, Jacob Haugaard som vicevært Svendsen og Ditte Hansen & Dejan ?uki? som forbryderne.

Det bliver et glædeligt gensyn med hele Danmarks Krumme, når Regner Grasten Film og Nordisk Film Distributions KRUMMERNE – DET ER SVÆRT AT VÆRE 11 ÅR får premiere i de danske biografer den 16. december. Den første Krumme-film, der i 1991 trak 853.383 danskere i biograferne og efterfølgende er blevet en klassiker på TV og streaming, vender nu tilbage i et reboot med et helt nyt stjernecast, men også med en helt ny fortælling om den velkendte Familien Krumborg, som i dag afsløres i filmens trailer.

Filmens producent Regner Grasten har ledt efter opskriften til at kunne genskabe nostalgien fra den første Krummerne-film. Han udtaler:

  • Ser man Krummerne i dag, så handler den lige så meget om voksenproblemer, som om børneproblemer, og det er hele hemmeligheden. Her er en familie, alle gerne vil være medlem af. De er loyale og håndterer problemerne, og dem er der mange af, med et befriende humør. Den stemning er det nu lykkes at skabe med den nye Krummerne-film, og jeg glæder mig meget til at dele den med publikum!

Krumme – det perfekte match

Til at træde i fodsporene på Laus Høybye som hele Danmark stiftede bekendtskab med i rollen som Krumme tilbage i 1991, er det lykkedes Nordisk Film Distribution og Regner Grasten at finde det helt rette match. I rollen som Krumme ses den talentfulde Noah Storm Otto på 11 år, der i en alder af bare otte år fik sin første rolle som lillebroren Theo i den prisvindende DR-serie Ulven kommer. Nu træder Noah ind i rollen som Krumme, der med sin alder skal vise, at det stadig kan være svært at være 11 år, men ikke svært at genvinde danskernes hjerter. 

Gensyn med velkendte karakterer

Udover Krumme vil publikum også få et glædeligt gensyn med alle de andre velkendte karakterer fra den oprindelige film. I rollen som familiens opfinder Krummefar vil vi denne gang se Esben Dalgaard, kendt fra de populære julekalendere Juleønsket og Tinka og Kongespillet. Familiens samlingspunkt Krummemor bliver spillet af Iben Dorner, der blandt andet har hovedrollen i filmen Tarok og Villads fra Valby. Krummes teenagesøster Stine spilles af Maya Gonzalez og i rollen som lillebror Grunk – den rolle som Lukas Graham spillede i den første film – ses unge Herman Hakesberg.

Derudover kan publikum være sikre på igen at støde på den sure underbo Fru. Olsen, der denne gang bliver spillet af Susanne Heinrich. I rollen som den godmodige vicevært Svendsen bliver det komiker Jacob Haugaard, der skal løfte arven efter Buster Larsen. Jacob Haugaard kan lige nu opleves i ”Vild med Dans” på TV2. Det nye røverpar Tina og Jeff, som tidligere hed Boris og Ivan og blev spillet af Peter Schrøder og Jarl Friis-Mikkelsen, bliver her spillet af Ditte Hansen og Dejan ?uki?.

Handlingen

KRUMMERNE – DET ER SVÆRT AT VÆRE 11 ÅR rammer ned i familien 2021. ”Skærmen” fylder meget i hverdagen hos familien Krumborg. Mor synes, familien skal komme hinanden ved, så Krumme foreslår skærmfri uge, for på den måde slipper Krumme for at blive drillet henne i skolen for sin gamle skodmobil. Stine bliver rasende, mor synes, det er fornuftigt, far gør som mor siger, og Grunk har bare tænkt sig at snyde. Men hvad skal man så lave? Krumme finder nogle gamle Kim-bøger på loftet, som han sluger råt, og han bliver inspireret til at starte sit eget detektivbureau med sin ven Tom. Da forbryderne, Tina og Jeff, stjæler Anastasia-diamanten fra Nationalmuseet, ser Krumme sin chance: At fange forbryderne for at vinde Yrsas hjerte. Men det går ikke så let som i Kim-bøgerne, for det er nemlig svært at være 11 år, når man også vil vinde Yrsas kærlighed.  

Holdet bag

Instruktør Michael Asmussen har en baggrund som skuespiller, hvor han har medvirket i blandt andet Min søsters børn-filmene, som han også var manuskriptforfatter på. Som instruktør har Michael Asmussen instrueret familiefilmen Der er noget i luften fra 2011 og står nu bag KRUMMERNE – DET ER SVÆRT AT VÆRE 11 ÅR.  Søren Frellesen, som har skrevet filmens manuskript sammen med Torvald Lervad, er mester i familiefilm og har et væld af succeser på cv’et. Herunder Anja & Victor-filmene, Min søsters børn-filmene og Karlas Kabale. Filmen produceres af Regner Grasten Film, som også stod bag Krummerne-succesen fra 1991.