HVOR KRAGERNE VENDER er et humoristisk drama om Laura, der har lagt afstand til sin familie på landet for at leve et kunstnerisk bohemeliv som forfatter i København. Da Laura vender tilbage til sin hjemstavn for at deltage i brorens bryllup, opdager hun, at han skal giftes med barndomsfjenden, Catrine. Laura indser, at Catrine har overtaget hendes plads i familien og mærker nu et stærkt ønske om at få den tilbage. 

Stærke skuespillere foran kameraet

I hovedrollen som Laura kan man opleve Rosalinde Mynster, der senest har haft hovedrollen i den populære tv-serie Badehotellet (2013-18), for hvilken hun modtog en Svend Pris for Årets Danske Skuespiller i en tv-serie. Rosalinde Mynster medvirker også i anden sæson af den aktuelle tv-serie Den som dræber – fanget af mørket. I rollerne som Lauras forældre, Jane og Iver, finder man to af Danmarks største skuespillere Bodil Jørgensen og Jens Jørn Spottag. Bodil Jørgensen var senest aktuel med både Avaz-brødrenes Kollision (2019) og Anders Refns De forbandede år (2020), og Jens Jørn Spottag kunne sidst opleves i Ser du månen, Daniel (2019) og i den populære tv-serie Sygeplejeskolen.

I andre bærende roller ses sidste års Reumert-talent Anne Sofie Wanstrup i rollen som Catrine, skuespiltalentet Adam Ild Rohweder, Bedrag-stjernen Thomas Hwan samt skuespiller og musiker Jesper Groth, som blandt andet er kendt som den ene halvdel af duoen Fyr og Flamme med deres vindersang fra Dansk Melodi Grand Prix 2021, ”Øve os på hinanden”.

Holdet bag filmen

HVOR KRAGERNE VENDER er Lisa Jespersens første spillefilm; både som instruktør og manuskriptforfatter. Hun blev uddannet fra Den Danske Filmskole i sommeren 2017 med den anmelderroste afgangsfilm September, som fik fem stjerner i både Politiken og Soundvenue, og var nomineret til to priser ved Ekko Shortlist Awards 2018. Lisa Jespersen har skrevet manuskriptet til HVOR KRAGERNE VENDER sammen med Sara Isabella Jønsson, som også var medforfatter på manuskriptet til September. Foruden HVOR KRAGERNE VENDER er Sara Isabella Jønsson i 2021 aktuel med Miss Osaka, som hun har skrevet sammen med Daniel Dencik.

HVOR KRAGERNE VENDER produceres af Hyæne Film ved Daniel Mühlendorph, som de seneste år med stor succes har produceret flere andre debutfilm inklusiv Ulaa Salims Danmarks sønner, kunstnerkollektivet Gigis’ Blokhavn samt flere prisbelønnede kortfilm inkl. Maja, der modtog prisen for bedste kortfilm ved både Robert Prisen 2019 og Tribeca Film Festival, og Uden at blinke. Nyligst producerer Hyæne Film Christian Bengtsons kommende familiedrama Krysantemum.

Manuel Alberto Claro er filmens fotograf. Den prisvindende chilenske fotograf har tidligere blandt andet været fotograf på Lars von Triers Melancholia (2011), Nymphomaniac Vol. I & II (2013) og senest The House That Jack Built (2018).

Filmen får landsdækkende biografpremiere den 22. juli og er en del af Biografklub Danmark.