"Waltz With Bashir" er det ene af to israelske bidrag i dette års hovedkonkurrence. Ari Folman har skabt en animeret dokumentarisk vision og version af massakren på de to palæstinensiske flygtningelejre Shabra og Shatila. Filmen tager afsæt i en israelsk soldats personberetning og genopdagelse af dagene op til og under massakren, og den skyld han nu lever med. En skyld som han dog langt fra deler med alle israelere. Filmen er bygget op over autentiske interviews, hvor de interviewede er blevet animeret. Den gyldne grågule billedæstetik er dybt betagende og ætser, sammen med filmens fortælling, sig ind på nethinden som en gruopvækkende, men visuelt perlende oplevelse. Animationsstilen kan bedst beskrives som en æstetisk opgradering af "Persepolis". Humoren er et andet element som "Waltz With Bashir" deler med "Persepolis". En humor og en æstetik der går lige til grænsen i en så alvorlig fortælling, og man kan måske stille spørgsmålet om man bør fremstille en massakre med den humor og visuelle lækkerhed som Folman lægger for dagen.

I skrivende stund er "Waltz With Bashir" blandt de absolut bedste filmoplevelse blandt filmene udvalgt til DOX Award. Men er filmen en dokumentarisk beretning fristes man til at spørge? En animeret film som dokumentarfilm flytter utvivlsomt grænsen for hvilke film, der kan kategoriseres som dokumentarfilm. Giver det overhovedet mening at opretholde et skel imellem fiktion og dokumentarisme, hvis forskellen ikke umiddelbart er til at få øje på? Bliver "Waltz With Bashir" således belønnet med DOX Award, hvilket der er god sandsynlighed for, så er det vanskeligt at se hvilke fremtidige kriterier, der skal anvendes til at skelne dokumentarfilm fra fiktionsfilm, måske giver det ikke mening mere at skelne? Ovenstående polemik ændrer dog ikke ved, at Ari Folman har skabt en enestående visuel oplevelse og det er vel det, der trods alt er det vigtigste.

DOX Awards andet israelske bidrag omhandler ikke overraskende, som "Waltz With Bashir", den uendelige føljeton vi kender som Israel-Palæstina-konflikten. Avi Mograbis "Z32" er udformet som et personligt skriftemål fra en ung israelsk soldat, der har deltaget i en koldblodig hævnaktion imod uskyldige palæstinensiske politifolk. Med ansigtet gemt bag en sælsom 3D-maske bekender soldaten sine synder til kameraet og sin kæreste. Disse dvælende interviewsekvenser afbrydes fra tid til anden af musikalske optrin fra instruktøren selv, der igennem musikken reflekterer over soldatens beretning og det, at den optræder i Mograbis film.

Hævn, krig og det at slå ihjel er emner, der umuligt kan anfægtes som værende ikke relevante. Desto mere ærgerligt er det, at Mograbi har skabt en så ufokuseret film med så ufokuserede billeder. Filmen formår ikke på noget tidspunkt at gøre den bekendende soldats beretning levende endsige vedkommende. Mograbis musikalske intervention, der uden tvivl skal skabe en kunstæstetik omkring filmen, er blot et irriterende selviscenesættende tilbageslag for en film, der ret beset er blottet for fortællemæssig såvel som æstetisk kvalitet. Soldatens kæreste udtrykker meget præcist soldatens ugerning med ordene: ’Det er så absurd, at jeg mangler ord til at beskrive det’. Det samme kan meget passende anvendes til at beskrive "Z32".