Historisk har juli måned været en måned på året, hvor filmbranchen har haft et lavt salg af DVD’er, men det har finanskrisen øjensynligt ændret på. Det tyder på, at danskerne har valgt at bruge deres ferie hjemme i sofaen med en god film, i stedet for at tage ud at rejse.  
Alene i juli måned er der solgt mere end 800.000 DVD’er og Blu-ray film, hvilket er næsten 50% mere end salget i maj måned og 27% mere end juni måneds salg.
 
De titler som især har samlet folk i sofaen har været nye titler som ”Twilight”, ”Bolt” og ”Rejsen til Saturn”, men også ældre titler som de 5 foregående Harry Potter titler har oplevet et flot salg, hvilket naturligvis hænger sammen med biografpremieren på ”Harry
Potter og Halvblodsprinsen”, som fandt sted netop i juli måned.

En klar positiv tendens som branchen oplever i øjeblikket, er salg af TV-serier på DVD. Serier som ”Mille”, ”Hotellet”, ”Heroes”, ”Navy NCIS” og ”Bubber & BS” har alle haft et flot salg i juli måned, hvilket sandsynligvis skyldes, at folk benytter sommerferien til at få set de serier, som de ikke finder tid til at se i deres travle hverdag.
 
Ser vi frem mod august måneds salg, så forventer branchen endnu en stor måned, som vil blive præget af releases på især ”Slumdog Millionaire”, ”Gran Torino” og i særdeleshed af ”Mænd der hader Kvinder”.