Den originale ”Predator” fra 1987, med bl.a. en mudderindsmurt Arnold Schwarzenegger på plakaten står for at få et reboot/ en prequel. Det er Nimrod Antal, som instruerer (”Vacancy”), mens Robert Rodriguez producerer. Sidstnævnte er blevet interviewet af LA Times.

”Det er historien fra det manuskript, jeg har skrevet for lang tid siden”, fortæller Rodriguez til LA Times. ”De havde hyret mig til at skrive en ”Predator”-historie, mens jeg ventede på at komme i gang med ”Desperado” tilbage i 1994. Den var vild, den idé jeg kom på. Så spol frem til i dag, hvor de for cirka seks måneder siden fandt mit manuskript og ringede mig op” – ”Hey, vi vil genstarte denne franchise og vi fandt dit gamle manuskript. Det var her vi skulle have bragt serien hen! Og det er det vi vil gøre”. Rodriguez fortæller bl.a. også at historien var så vild, intens og uvirkelig at der ikke var nogen måde hvorpå den kunne være blevet lavet den gang – teknologien var der ganske enkelt ikke.

 

”Predators”, som rebootet ind til videre bliver kaldt, vil blive indspillet i Texas. Langt væk fra selskabets indgriben og vil blive klart defineret af Rodriguez og hans personlige stil.

”Det bliver et miks. En masse location-sets og noget green screen. Der er en masse steder i Texas, jeg har i tankerne”, fortæller Rodriguez ”Vi leder for tiden efter locations” – man kan så håbe, at også instruktør Nimrod Antal får noget at sige.

– Læs hele interviewet hos LA Times.

Kilde: LA Times